VELUX, Nemlig.com og DLF Seeds var finalister til prisen Innovation Award. Prisen blev uddelt på baggrund af vinderens visioner om fremtidens hjem.
Mellem inspirerende oplæg og glødende debatter blev der udråbt vindere af årets priser, da Sustainability Awards blev afholdt af Dansk Erhverv og EY 14. september.
Blandt disse priser var Innovation Award, som blev uddelt i Børssalen, der var fyldt til sidste stolerække. Vinderen af Innovation Award blev fundet af en uafhængig jury, der har vurderet ni nominerede virksomheder ud fra en række kriterier. Ud af de nominerede blev tre finalister udpeget:
- VELUX
- Nemlig.com
- DLF Seeds
Og det blev altså VELUX, der løb med sejren.
Innovation Award gives til en virksomhed, der formår at løse strategiske udfordringer på sustainability-området med en innovativ og nytænkende tilgang, som er med til at transformere, skabe forandring eller sætte nye standarder på et eller flere felter på den brede ESG-dagsorden, fortæller Jan C. Olsen, CEO for EY i Danmark:
”Når vi taler om innovation i forbindelse med bæredygtighed, ser vi på både E’et, S’et og G’et. Innovation behøver ikke være et nyt produkt, men kan også være at bruge eksisterende teknologi på en ny måde. Den uafhængige jury fandt Velux som et godt eksempel på dette.”
Hjem på en ny måde
Juryen begrundede blandt andet valget af VELUX med, at de med projektet Living Places har mod til at skubbe til en dagsorden og til en opfattelse af, hvordan man gør tingene på et område, hvor vi alle mennesker befinder sig hver eneste dag. Bogstaveligt talt.
”De har bevist, hvordan man kan bygge nye hjem og reducere CO2-aftrykket med to tredjedele. Det er imponerende. Og at al teknologi og løsninger er open source og frit tilgængeligt for alle, skubber til de enorme skaleringsmuligheder,” siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.
”Vi er meget stolte over at modtage denne pris og anerkendelse fra EY, Dansk Erhverv og juryen for vores Living Places-projekt. Som en del af en industri, der står for 37 % af de globale CO2-udledninger, er det vigtigt for os at gå forrest og tage vores del af ansvaret for, at vi får rykket byggeindustrien i en mere bæredygtig retning. Med Living Places har vi sammen med vores partnere vist, at det kan lade sig gøre at bygge boliger med et førsteklasses indeklima og et tre gange lavere CO2-aftryk end den danske standard – og at vi ikke behøver at vente på nye materialer, teknologier eller byggemetoder. Med projektet håber vi, at vi kan være med til at inspirere til at gentænke, hvordan vi bygger fremtidens boliger,” siger Lone Feifer, Direktør for bæredygtigt byggeri i VELUX Gruppen.