Forsker med robot

Naivt at styre AI med god vilje

Relaterede emner

Et åbent brev med prominente underskrivere har for nylig skabt global opmærksomhed med opfordringen om at tage en pause med udvikling af AI.

Brevet er aktiveret af de imponerende – man absolut fejlbarlige – AI-baserede chatbotter, som er ude til offentlig brug. Man taler om generativ AI, fordi den selv skaber tekst og danner mening.

Det er bare naivt – og måske kynisk – at forstærke frygt og fordomme om AI. Forståeligt nok tildeler mange teknologien overmenneskelige kvaliteter, når den pludselig kan formulere sig fint og fornuftigt om komplicerede emner på ingen tid. 

Men for os, der arbejder med teknologi og data til daglig, er det ikke nogen nyhed at avancerede software-modeller kan skabe stor indsigt ud af store og for menneskehjernen uoverskuelige datamængder. Men lad os lige holde fast en gang. Det er sådan set bare matematiske modeller på kraftige computere, der nu kan formulere sig baseret på statistisk sandsynlighed. Der er ikke tale om intelligens, men om selvgenererende sproglige robotter, der kan lyde som mennesker, når de har data nok. 

Det er himmelråbende at spille ud med en ”pause”. Vi opnår aldrig sådan en konsensus baseret på god vilje. Vi skal kigge på regulering, hvor EU anlægger en risikobaseret tilgang. Hvis risikoen for mennesker og samfund er lille, vil kravene til data, metode og udnyttelse være små. Hvis risikoen er stor, vil kravene vokse betydeligt.

Teknologien er ikke god eller ond i sig selv. Som samfund må vi regulere, hvordan den lovligt kan og skal bruges, for det vil være baseret på menneskelige beslutninger, hvis den får en stor og skadelig indflydelse. Lige sådan når den skaber store samfundsmæssige gevinster.

En pause i en rivende teknologiudvikling er komplet urealistisk. Værsgo at få tech-giganter i global konkurrence til at koordinere en våbenhvile. Overbevis herefter alle verdens nationer, tech-metropoler i Asien, Europa og USA og venturekapitalister over hele kloden om også at pausere.

Overnational regulering med tunge sanktioner i slægtskab med GDPR er en vigtig vej frem.


Om denne artikel