I seneste regnskabsår passerede EY en ny milepæl og rundede en omsætning på 3 mia. kr. En stor del af væksten kom fra den voksende konsulentforretning, og ifølge CEO Jan C. Olsen skal strategiske fokusområder som især AI og Sustainability også drive væksten fremover.
Omsætningen i EY Danmarks seneste finansår, der sluttede den 30. juni 2024, endte på lidt over 3 milliarder kr. (3.006 mio. kr.) sammenlignet med 2.938 mio. kr. året før. Korrigeret for en række strategiske frasalg af kontorer ender omsætningsvæksten på omkring 5 %.
Af den samlede omsætning stod revisionsdelen af forretningen for 1.156 mio. kr., mens konsulentforretningen samlet set stod for 1.849 mio. kr. Den omsætningsfordeling glæder EY’s danske CEO:
”Bredt set er vi i Danmark nok mest kendt som et af de fire store revisionshuse. Det skal vi fortsat være. Men de seneste mange år har vi også investeret massivt indenfor andre områder end revision. Både via forretningsudvikling og tiltrækning af talenter fra allerøverste hylde. Derfor glæder det mig, at knap to tredjedele af omsætningen er et direkte resultat af investeringerne inden for Tax & Law, Consulting og Strategy & Transaction – og ikke mindst et resultat af vores knalddygtige medarbejdere og partneres rådgivning og bidrag til at løse af nogle af de største nationale og globale udfordringer, vi som samfund og erhvervsliv står over for,” siger CEO, Jan C. Olsen.
EY’s omsætning inden for PIE-segmentet (Public Interest Entities) voksede fra 213 mio. kr. i sidste finansår til 236 mio. kr. i år. Ser man på Danmarks 100 største virksomheder indtager EY en klar andenplads som revisor med en markedsandel på 26 %. I C25-indekset er EY underskrivende revisor for seks af selskaberne, hvilket i en Big4-kontekst også gør EY til det andet bedst repræsenterede revisionshus inden for dette segment.
Parallelt med de strategiske frasalg af kontorer og aktivitet har EY fået flere nye store revisionskunder de seneste år. Det giver Jan C. Olsen blod på tanden til at fortætte væksten.
”Vi har været dygtige til at vinde en række store revisorudbud, og det forventer jeg også vil være tilfældet de kommende år. Vi har et ultrastærkt hold her i Danmark, og med vores globale setup, der styrker både effektiviteten og den høje kvalitet i vores revisionsprocesser har vi en markedsposition, der giver os nogle afgørende fordele, når de store selskaber gennemfører udbud af revisionsopgaven,” siger Jan C. Olsen.
I det kommende finansår forventer EY yderligere vækst inden for Strategy & Transaction, blandt andet gennem et øget fokus på ydelser inden for strategi og værdiskabelse gennem AI. Inden for Tax & Law, hvor EY i dag er førende i Danmark, forventes også en betydelig vækst. Det samme gælder for Consulting, hvor det seneste finansår har resulteret i dybere og mere langvarige kunderelationer.
I det nye finansår forventer EY samlet set en yderligere vækst på 7-8 %.
All in i både Danmark og globalt
Sideløbende med EY’s rekordomsætning er revisions- og rådgivningshuset også klar med en ny, global strategi. Overskriften er All in, og ifølge Jan C. Olsen ser den nye strategi ind i en fremtid med mere komplekse og indbyrdes forbundne udfordringer end nogensinde før og en anerkendelse af, at de næste 3 milliarder i omsætning kommer fra andre områder end dem, der har skabt de første 3 milliarder.
”Danske og internationale virksomheder mærker i stigende grad konsekvenserne af en verden i massiv forandring – fra den accelererende teknologiske udvikling og den eksponentielle anvendelse af AI til en stadigt mere ustabil geopolitisk situation og forstærkede samfunds- og klimarelaterede problemer. De udfordringer skal vi i endnu højere grad bidrage til at hjælpe vores kunder med at løse,” siger Jan C. Olsen.
EY har i dag flere end 2.200 medarbejdere i Danmark og cirka 400.000 kollegaer fordelt på mere end 700 kontorer i mere end 150 lande.
”I Danmark har vi altid været lokale eksperter med globale muskler. Det er vi fortsat, og med vores nye All in-strategi kan vi i endnu højere grad forstærke indsatsen for at hjælpe vores kunder på tværs af vores forskellige forretningsområder og give både vores kollegaer og kunder endnu bedre adgang til internationale eksperter og teams, som er sat i verden for at knuse tidens største og mest komplekse problemer,” siger Jan C. Olsen. Han tilføjer:
"Vores globale setup betyder, at vi kan trække på et omfattende netværk af specialister fra hele verden, og det er med til at give vores kunder en unik adgang til dybdegående ekspertise, stort sektorkendskab og innovative løsninger. For medarbejderne betyder det, at de er en del af et sammenhængende globalt team og kan udvikle deres kompetencer og drage fordel af samarbejde på tværs af grænser og fagområder."
Sådan fordeler omsætningen i finansåret FY24 sig på EY’s fire forretningsområder:
- Assurance: DKK 1.156 mio. (- 1,8 %)
- Tax: DKK 749 mio. (+ 2,9 %)
- Consulting: DKK 665,9 mio. (+ 8,5 %)
- Strategy & Transaction: DKK 435 mio. (+ 3,6 %)
- Totalt: DKK 3.006 mia. (+ 2,3 %)
Download EY’s Transparency Report