4Life Solutions vinder kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved dette års EY Entrepreneur Of The Year i Danmark. Juryen hæfter sig især ved virksomhedens potentielle impact, der kan være til gavn for mange mennesker.
Rent vand er en livsnødvendighed – men ikke tilgængeligt for alle. Det vil 4Life Solutions være med til at ændre ved hjælp af vandrensning baseret på solenergi. Nu kan 4Life Solutions og Jonas Pilgaard kalde sig Danmarks bedste vækstvirksomhed i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact.
Ved EY Entrepreneur Of The Year bliver der hvert år uddelt en hovedpris og seks specialpriser til Danmarks bedste vækstskabere. En af disse er i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact, der handler om virksomheder og entrepreneurer, der har gjort det til deres livsopgave at bidrage til en bedre verden. De nominerede virksomheder bliver bedømt på meget mere end nøgletal. I denne kategori handler det nemlig mere om blandt andet vision og mission, impact samt innovation og fremtidig udvikling.
Stor potentiel impact
14 virksomheder var nomineret i kategorien. De blev snævret ind til tre finalister, og her gik sejren altså til 4Life Solutions, som vil lave billig vandrensning til udviklingslande.
”Juryen bemærkede især, at ildsjælene bag 4Life Solutions tør se muligheder i en verdenssituation, der indimellem ser sort ud. Og at deres fokus først og fremmest er på den impact, deres løsning kan have,” siger Torben Hartz, Partner i EY og ansvarlig for kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact, og fortsætter:
”Netop denne potentielle impact er så stor, at juryen ikke kunne sidde den overhørig.”
Ud over 4Life Solutions var følgende finalister i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact ved EY Entrepreneur Of the Year 2022:
LastObject: Bæredygtige, genanvendelige alternativer til engangsprodukter, fx vatpinde
Tiimo: Planlægningsapp, som skal skabe højere livskvalitet og mere inklusion for verdens neurodivergente
Om EY Entrepreneur Of The Year
EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande. I år markerer 25-året for, at danske vækstvirksomheder og de entrepreneurer, der opbygger og driver dem, bliver hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year.
Der er blevet kåret seks regionale vindere, og den 24. november blev kategorivinderne samt hovedvinderen udråbt ved et stort show i København. Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2023 i Monaco.
Der blev fundet vindere i følgende kategorier:
- Export and Globalization
- Sustainability
- Innovation
- Start-up/Scaleup
- Life Sciences
- Social Entrepreneurship - Future Impact