Vinderen af den regionale finale i EY Entrepreneur Of The Year 2022 i Midtjylland er fundet. Eltronic Group blev hyldet ved et event, der også bød på ’ølkasse’-pitch blandt landsfinalisterne i startup-kategorien samt uddeling af Inspirationsprisen.
Midtjylland er en af de stærkeste regioner i vækstkonkurrencen EY Entrepreneur Of The Year med mange kvalificerede virksomheder. Flere end 500 virksomheder blev til fem finalister, og nu kan Eltronic Group ved Lars Jensen kalde sig årets regionale vinder af den anerkendte vækstkonkurrence.
Eltronic Group blev hyldet ved et event i Aarhus, hvor dele af juryens begrundelse blev læst op. Her kunne man høre, at der blandt andet var lagt vægt på, at Eltronic Group har oplevet en flot vækst. Og derudover har især entrepreneuren Lars Jensen imponeret den regionale jury med den garvede bestyrelseskvinde Mie Krog i spidsen.
”Juryen har valgt Eltronic Group på baggrund af deres misundelsesværdige rejse. Det er en virksomhed, der år for år oplever vækst. Det gør de, fordi de træffer det ene smarte valg efter det andet,” fortæller Peter U. Faurschou, Partner i EY og ansvarlig for region Midtjylland i EY Entrepreneur Of The Year.
Han suppleres af Poul Nielsen, Regionsdirektør hos Danske Bank, der er konkurrencens hovedsamarbejdspartner:
”Det er også værd at bemærke, at Eltronic Group hjælper deres kunder med at tænke innovativt og laver kort sagt løsninger til fremtiden.”
Inspirationspris uddelt
Jysk Fynske Mediers Erhverv+ uddeler hvert år Inspirationsprisen til en erhvervsleder i forbindelse med de regionale finaler i EY Entrepreneur Of The Year. Vinderen findes blandt læsernes indstillede kandidater, og i år var det Mads Møller fra Hydratek, der kunne modtage prisen.
Mads Møller fik Inspirationsprisen for sine initiativer for at skabe et mere fleksibelt arbejdsliv. Blandt andet ved at indføre en fire-dages arbejdsuge.
Startups på ølkassen
Ved den regionale finale spillede regionens tre finalister i startup-kategorien, virksomhederne Capturi, Creative Force og Ento Labs, også en særlig rolle. De skulle nemlig ’stå på ølkassen’ og komme med en pitch af deres forretning. Det imponerede Per Frandsen, der er forretningsudvikler i EY og ansvarlig for startup-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year:
”De stiller de sig op og er hudløst ærlige og taler lige fra hjertet. Uanset om de har erfaring med at tale for store forsamlinger eller ej. Det gør et stort indtryk på mig og kendetegner dem alle sammen, uanset hvor de kommer fra.”
Det blev Henrik Brink og Ento Labs, der af publikum blev valgt som den bedste startup-pitch.
Klar til landsfinalen
Eltronic Group var finalist i regionen sammen med følgende virksomheder:
- Dacapo Stainless A/S
- In Commodities A/S
- Spectre A/S
- SPORT 24 A/S
Med den regionale sejr er Eltronic Group klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year, som finder sted 24. november 2022 i København. Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark. Landsfinalen er samtidig en fejring af 25-året for EY Entrepreneur Of The Year i Danmark