En mand på en cykel ved et moderne kontorbyggeri

En guide til SMV’er om EU’s nye CSRD-krav

Omfattende lovgivning til bæredygtighedsrapportering vil de kommende år øge kravene til data, som SMV’er møder hos bl.a. kunder. 

I disse år ser vi en øget mængde lovgivning og krav til virksomheders afrapportering og arbejde med bæredygtighed. I EU er denne agenda særligt drevet af EU Green Deal og det såkaldte CSRD-direktiv (Corporate Social Reporting Directive), der indfører omfattende og obligatoriske krav til bæredygtighedsrapportering for alle virksomheder i regnskabsklasse D og stor C.

Sådan bliver SMV’er indirekte ramt af CSRD

De nye krav til bæredygtighedsrapportering for de større virksomheder har også indflydelse på virksomheder i de øvrige regnskabsklasser, der ellers ikke er direkte omfattet af de nye CSRD-krav. Dette skyldes, at det nye bæredygtighedsdirektiv kræver, at virksomheder skal bringe oplysninger fra hele deres værdikæde – inkl. fra deres leverandører.

Derfor oplever mange SMV’er allerede nu, at de bliver spurgt ind til deres arbejde med bæredygtighed, og om de kan levere bæredygtighedsdata til deres kunder. Dette kan være oplysninger som udledning af drivhusgasser, vandforbrug, antal af arbejdsulykker, kønsfordeling blandt ansatte m.m.

Dette er en tendens, der kun vil stige, eftersom flere og flere virksomheder skal rapportere jf. CSRD i de kommende år.


De nye krav til bæredygtighedsrapportering for de større virksomheder har også indflydelse på virksomheder, der ellers ikke er direkte omfattet af de nye CSRD-krav. Derfor oplever mange SMV’er allerede nu, at de bliver spurgt ind til deres arbejde med bæredygtighed.


Relateret artikel

Lovudkast til implementering af ny bæredygtighedsrapportering

Med implementering af CSRD-direktivet er væsentlige forandringer inden for bæredygtighedsrapportering på vej.

    Ny frivillig standard for bæredygtighedsrapportering

    I forlængelse af CSRD har EFRAG (European Financial Reporting Advisory Group) sendt et udkast til en frivillig SMV-standard i høring, som afsluttes 21. maj 2024. Et endeligt udkast på standarden forventes at være klar i løbet af efteråret 2024.

    Standarden er baseret på de omfangsrige ESRS’er (European Sustainability Reporting Standards), som selskaber, der er omfattet af CSRD, skal rapportere efter. Med den frivillige standard forsøger EFRAG at give SMV’erne et mere simpelt rapporteringsværktøj, der tager hensyn til SMV’ernes ressourcer på området, men samtidig sikrer, at væsentlige bæredygtighedsoplysninger bliver rapporteret.

    Fem grunde til, at SMV’er skal prioritere rapporteringen allerede nu

    Selvom den frivillige SMV-standard endnu ikke er færdiggjort, er der ingen grund til at vente med at komme i gang med bæredygtighedsrapportering.  Vi lister her de fem primære grunde til, at SMV’er skal gå i gang med at indsamle og rapportere på bæredygtighedsemner:

    1. Impact
      SMV’erne står for 99 % af den europæiske økonomi og spiller derfor en afgørende rolle i at sikre den bæredygtige omstilling af dansk og europæisk økonomi.  Det er afgørende at skabe overblik over virksomhedens påvirkninger, når der skal arbejdes for at flytte forretningen i en mere bæredygtig retning.

    2. Tiltræk de bedste medarbejdere
      Fremtidens talenter vil have “purpose” i arbejdslivet. Faktisk viser undersøgelser, at størstedelen af de adspurgte mener, at en virksomhed, der er miljømæssig bæredygtig, er en mere attraktiv arbejdsplads.

    3. Risikohåndtering
      At arbejde med og rapportere på ESG kan forbedre din håndtering af risici relateret til ESG. Bliv mere konkurrencedygtig og skab øget modstandsdygtighed på den korte, medium og lange bane.

    4. Konkurrencedygtighed
      Man kan sikre, at virksomheden er klar til at servicere kunder og samarbejdspartnere med ESG-data og procesbeskrivelser, som de skal bruge til at leve op til lovgivning. Ved at have godt styr på data kan virksomheden hurtigt og agilt efterkomme den forventede efterspørgsel på data fra de større virksomheder, som skal rapportere på værdikæden. Således står virksomheden stærkt og mere attraktivt i fremtidens udbudsmarked.

    5. Adgang til finansiering
      Investorer og banker stiller øgede krav til ESG-data og -indsigt. Dette skyldes, at de selv skal afrapportere på graden af bæredygtighed i deres finansielle produkter.  

    Tre bæredygtighedsemner, SMV’er kan starte med

    Mens vi venter på den endelige SMV-standard fra EU, er der en række datapunkter og bæredygtighedsemner, som SMV’er allerede kan gå i gang med i dag:

    1. Klimaregnskab
      Vi ved allerede nu, at de virksomheder som er omfattet af CSRD, skal indsamle klimadata fra deres leverandørkæde. Samtidig ser vi også, at flere og flere virksomheder har sat ambitiøse klimamål, hvor der indgår reduktionsmål for deres leverandører, der kræver, at de kan tilgå og indsamle klimadata. Det er derfor en god idé, at man som SMV påbegynder udviklingen af et klimaregnskab, der som minimum gælder CO2-udledninger relateret til ens egen forretning (scope 1 og scope 2) og senere for hele værdikæden (scope 3).

    2. Data på egne medarbejdere
      Virksomheder, der er omfattet af CSRD, skal også indsamle og rapportere på data vedr. medarbejdere i deres værdikæde. Det er derfor en god idé, at SMV’er begynder at indsamle og strukturere bæredygtighedsdata relateret til medarbejdere. Denne data inkluderer diversitet og mangfoldighed i arbejdsstyrken, ansættelsesforhold, arbejdsmiljø m.m.

    3. Ansvarlig leverandørstyring
      I disse år ser vi et øget fokus på virksomheders arbejde med ansvarlig leverandørstyring. Det betyder, at flere virksomheder stiller krav om dokumentation til deres leverandører om ordentlige forhold i værdikæden. SMV’er kan derfor sikre et godt udgangspunkt, hvis de allerede nu sikrer, at de har en god proces og data på plads vedr. arbejdet med leverandører.

    EY står klar til at hjælpe din virksomhed i gang

    I EY følger vi udviklingen af den frivillige SMV-standard tæt og står klar til at hjælpe virksomhederne i gang med at forstå og implementere standarden. Vi har derudover udviklet en række praktiske og simple rapporteringsværktøjer, der kan hjælpe dig godt i gang med at indsamle, strukturer og rapportere på de mest væsentlige bæredygtighedsemner for SMV-segmentet. 

    Hvad er en SMV?

    I en CSRD-kontekst betegnes en SMV som en virksomhed, der hører til regnskabsklasse C mellem eller derunder. En regnskabsklasse C mellem har følgende størrelsesgrænser i dag:

    Balance på 156 millioner DKK

    • Nettoomsætning på 313 millioner DKK
    • 250 ansatte

    Dog er der i forbindelse med implementeringen af CSRD i dansk lovgivning stillet forslag om at hæve størrelsesgrænserne i årsregnskabsloven for omsætning og balancesum med 25 % - hvilket vil sige, at hvis denne lov bliver vedtaget, vil SMV’er i denne kontekst være virksomheder med en balance på 195 millioner DKK og en nettoomsætning på 391 millioner DKK. Læs mere om den eventuelle ændring af størrelsesgrænser.


    Sammendrag

    Mange SMV’er oplever, at de bliver spurgt ind til deres arbejde med bæredygtighed, og om de kan levere bæredygtighedsdata til deres kunder. I EY følger vi udviklingen tæt og står klar til at hjælpe virksomhederne.

    Om denne artikel