Sustainability Awards - jury


Den uafhængige jury for Sustainability Awards består af: 

Bodil Nordestgaard Ismiris - Jurymedlem - Sustainability Awards

Bodil Nordestgaard Ismiris er administrerende direktør for Lederne, Danmarks største faglige organisation for ledere. Hun har et særligt fokus på bæredygtig ledelse og vil klæde danske ledere på til at kunne tage endnu større ansvar for verden omkring sig. Klima, sundhed, ligestilling og uddannelse er bare nogle af de emner, som kræver langsigtede og ansvarlige løsninger, hvilket kalder på gode ledere. Bodil har været hos Lederne siden 2004, siden 2020 som topchef. Bodil er desuden næstformand i PFA’s bestyrelse og en del af repræsentantskabet hos ATP.

Claus Hemmingsen - Jurymedlem - Sustainability Awards

Claus Hemmingsen er bestyrelsesformand for bl.a. Rambøll Gruppen og DFDS, tidl. formand for Danske Rederier og har derudover en række bestyrelsesposter i flere virksomheder. Han har haft en lang karriere i Maersk-koncernen, blandt andet som CEO for Maersk Drilling fra 2005 til 2016 og som viceadministrerende direktør hos A.P. Møller-Mærsk fra 2016-2019. I dag er Claus også bl.a. medlem af bestyrelserne i A.P. Møller Fonden, i A.P. Møller Holding og i Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping (CfZCS). Han har en lang og dokumenteret interesse for og indsigt i grøn omstilling, og hvordan bæredygtighed i det brede erhvervsliv har udviklet sig de sidste mange år. 

Jakob Fjalland - Jurymedlem - Sustainability Awards

Jacob Fjalland er innovationsdirektør i WWF Verdensnaturfonden, hvor han har været i mere end 15 år, inkl. 5 år som miljøfaglig chef. Som innovationsdirektør er Jacob ansvarlig for at drive strategier og udvikling af nye koncepter for handling på de udfordringer, som kloden og Danmark står overfor, med særligt fokus på at engagere den private sektor. Jacob har lang international erfaring med arbejdet for klima og biodiversitet og har solid indsigt i de udfordringer, rammevilkår og mulige løsninger virksomheder står overfor i deres globale værdikæder. 

Kristian Jensen - Jurymedlem - Sustainability Awards

Kristian Jensen har været en af de politikere, som tydeligt og mest aktivt har arbejdet med bæredygtighed. Han var som udenrigsminister med til at færdiggøre forhandlingerne og vedtage de 17 verdensmål i FN, og han har som Finansminister og siden formand for Folketingets 2030-netværk for verdensmål arbejdet for at bæredygtighed bliver integreret i dansk politik. Kristian Jensen var medlem af folketinget fra 1998 til marts 2021. Kristian er i dag adm. direktør for Green Power Denmark. 

Lars Rasmussen - Jurymedlem - Sustainability Awards

Lars Rasmussen er bestyrelsesformand for Coloplast og Lundbeck, og han er medlem af bestyrelsen for Københavns Universitet. Samtidig er Lars formand for Komitéen for god Selskabsledelse og har stor indsigt i koblingen mellem bæredygtighed og god selskabsledelse – herunder bestyrelsers muligheder og rolle i forhold til at skabe bæredygtige løsninger og bidrage til en samfundsansvarlig udvikling. Lars har mangeårig ledelseserfaring fra Coloplast, hvor han senest fra 2008 til 2018 var President & CEO. 

Linda Nielsen - Jurymedlem - Sustainability Awards

Linda Nielsen er professor i Global Governance på Københavns Universitet, Juridisk Fakultet. Linda er tidligere rektor og har erfaring som formand/medlem af en lang række offentlige udvalg, råd og tænketanke samt bestyrelser i den private sektor. Linda er formand for NCP Danmark (Mæglings- og Klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd), udpeget af Erhvervsministeren. Hun benyttes af OECD som oplægsholder, ordstyrer mv. om social ansvarlighed og som evaluator af andre landes NCP’er. Linda holder en del oplæg om social ansvarlighed, både nationalt og internationalt.

Mie Krog - Jurymedlem - Sustainability Awards

Mie Krog, Bestyrelsesprofessionel og partner i SelectionF. Mie arbejder i dag professionelt med bestyrelser, strategisk rådgivning, digitalt iværksætteri, forretnings- og toplederudvikling. Hun er bestyrelsesformand og medlem i flere bestyrelser, der arbejder med bæredygtighedsspørgsmål højt på agendaen. Mie er ejer af virksomheden Vimavima og initiativtager til foreningen Bestyrelseskvinder samt bestyrelsesrekrutteringsportalen SelectionF, som bygger bro mellem kvindelige kandidater og moderne bestyrelser.

Stine Kirstein Junge - Jurymedlem - Sustainability Awards

Stine Kirstein Junge er Private Sector Lead & Global Head of SDG Accelerator, UNDP og har mere end 20 års erfaring med udviklingsarbejde, samarbejder med den private sektor og med bæredygtig innovation og transformation. Stine leder privat sektor indsatsen i UNDPs nordiske kontor, og har tidligere arbejdet med formidling af bæredygtighed og teknologi i både UNDP og som journalist. Stine står også i spidsen for UNDPs program SDG Accelerator og en række relaterede indsatser, og driver den videre udbredelse i Danmark, Norden og globalt.

Torben Möger Pedersen - Jurymedlem - Sustainability Awards

Torben Möger Pedersen er cand.polit og indtil 2023 mangeårig CEO i PensionDanmark. I dag er han professionelt bestyrelsesmedlem og bestyrelsesformand for CBS, CIP Fonden, Det Udenrigspolitiske Selskab, Gefion Gymnasium, DSEB og Hedorfs Fond. Torben er desuden bestyrelsesmedlem i EnergiDanmark og FN’s organisation for ansvarlige investeringer (UNPRI).