EvodiaBio vinder EY Entrepreneur Of The Year 2024 i kategorien Life Sciences.
Det er blandet andet produktet Yops, der bruges i alkoholfri øl, der har imponeret juryen i Life Sciences-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year 2024, og som har sikret, at EvodiaBio vinder kategorien.
Det blev afsløret ved den store landsfinale i EY Entrepreneur Of The Year 2024, der fandt sted i Lokomotivværkstedet i København.
Yops er naturlige og miljøvenlige aromaer, der produceres ved hjælp af EvodiaBios patenterede fermenteringsteknologi. Disse aromaer anvendes af bryggerier til at fremhæve humlearomaer i produktionen af alkoholfrie øl.
Siden selskabets etablering i 2021 har Evodiabio formået at etablere egen fermenteringsproduktion og bringe deres første produkt til kommercialisering, hvilket har imponeret juryen. Udover at kunne forbedre smagen af alkoholfri øl, ser juryen potentiale i, at selskabets metode til at producere naturlige aromaer på sigt kan udvikles til flere typer fødevareprodukter og samtidig mindske brugen af naturens ressourcer og CO2-udledningen i produktionen.
Det er blandt andet dette, der har sikret Evodiabio sejren i Life Sciences-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year 2024, fortæller Rasmus Bloch Jespersen, associate partner i EY og ansvarlig for Life Sciences-kategorien.