PanzerGlass og Jimmy Olsen er kåret til regional vinder i EY Entrepreneur Of The Year 2024 i Midtjylland. Virksomheden er nu i spil til prisen som Danmarks bedste vækstskaber.
Knuste skærme på smartphones eller tablets kan være en enorm irritation – og en dyr fornøjelse. Det ved PanzerGlass, der siden 2013 har produceret skærmbeskyttelse. Det har virksomheden gjort så godt, at de nu kan kalde sig regional vinder af den prestigefyldte vækstpris EY Entrepreneur Of The Year 2024 i Midtjylland. Det blev afsløret ved den regionale finale af vækstkonkurrencen, der fandt sted hos Mercedes-Benz i Tilst.
Juryen var blandt andet imponeret over, hvordan entrepreneuren bag, Jimmy Olsen, har haft modet til at hoppe ud i det uvisse og siden har formået at vokse til en tilstedeværelse i +70 lande. Det fortæller Steffen Bach, Associate Partner i EY og ansvarlig for region Midtjylland i EY Entrepreneur Of The Year:
”Juryen lagde desuden vægt på, at det er en virksomhed, der har spottet mulighederne i en niche. De ejer deres produktkategori og har i høj grad også været med til at skabe den. Derfor har de på kort tid opnået at blive – og endnu vigtigere; forblive – markedsledende inden for deres område. Ikke bare nationalt, men også globalt.”
Startups på ølkassen
Igen i år var et af højdepunkterne de tre regionale finalister i Startup/Scaleup-kategorien, som var på scenen for at pitche deres virksomhed. Virksomhederne SulfiLogger, BattMan Energy og Hakio, der er blandt 18 finalister, som kan vinde kategorien ved landsfinalen, havde fire minutter hver til at fortælle deres historier til publikum.
”Jeg bliver hvert år begejstret for de unge virksomheders ærlighed, engagement – og ikke mindst deres fantastiske ideer. At de har modet til at stille sig op foran erfarne erhvervsfolk og på en hudløst ærlig måde og lige fra hjertet pitcher deres virksomhed, gør et stort indtryk,” udtaler Per Frandsen, der er ansvarlig for Startup/Scaleup-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year.
Han fortæller videre, at både den regionale jury og landsjuryen har været begejstret for det samlede felt på i alt 18 virksomheder, som de har kaldt et af de mest spændende felter i mange år.
Klar til landsfinale
PanzerGlass var finalist i regionen sammen med følgende virksomheder:
- Aduro
- IMBOX Protection
- Maileg
- Primo Tours
Med den regionale sejr er PanzerGlass klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year, som finder sted 28. november 2024 i København. Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark.