Pressemeddelelse
17 sep. 2024  | København, DK

Ørsted vinder sustainability-særpris for DE&I-indsats

Pressekontakt

Relaterede emner
Sustainability Awards sætter fokus på danske virksomheders arbejde med ESG. Blandt priserne var Long Term Value Creation, en særpris, der i år havde fokus på diversitet, ligeværd og inklusion.

Ørsted blev vinder af Særprisen for Long Term Value Creation, der blev uddelt ved Sustainability Awards, som blev afholdt den 17. september af Dansk Erhverv og EY.

Prisen satte punktum på en aften, hvor der også blev uddelt priserne Climate Change Award, Environment Award og Value Chain Award.

Særligt for Særprisen for Long Term Value Creation er, at der ikke kan søges om den. Den uddeles til virksomheder, som over tid og i en særlig grad har vist ambitioner om at udmærke sig inden for arbejdet med bæredygtighed og som har en stor dokumenteret impact.

I år har prisen særligt fokus på diversitet, ligeværd og inklusion (DE&I). Valget af Ørsted som vinder af Særprisen for Long Term Value Creation er netop begrundet i virksomhedens arbejde omkring den agenda i bredere forstand.

”Med Særprisen har vi i år lagt vægt på, at DE&I er en tydelig og integreret del af virksomhedens bæredygtighedsindsats og strategi, men også, at virksomheden generelt gør det godt på hele ESG-agendaen. Ørsted har fået prisen, fordi de netop har en bred og nuanceret tilgang til D’et, E’et og I’et. Og så er ledelsen gået forrest og har forpligtet sig – også i deres offentlige kommunikation,” siger Jan C. Olsen, CEO for EY i Danmark.

Det er Dansk Erhverv og EY, der udpeger vinderen af Særprisen for Long Term Value Creation. Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, udtaler:   

”Vi har blandt andet også fokuseret på, at Ørsted med diversitetsarbejdet ikke kun kigger på køn, men har committet sig til generelt at styrke mangfoldigheden, så virksomhedens medarbejdere i fremtiden repræsenterer en endnu bredere vifte af kulturelle, personlige og kompetencemæssige baggrunde. De har fokus på at styrke den inkluderende kultur. Det gør de ved at uddanne og træne medarbejdere, og de har for eksempel udviklet værktøjer til ledelse og medarbejdere.”

HR-koncerndirektør i Ørsted, Henriette Fenger Ellekrog, siger:

”Vi er meget glade for at modtage en pris, der lægger særlig vægt på nogle helt centrale faktorer inden for bæredygtighed: diversitet, ligestilling og inklusion. I Ørsted ser vi arbejdet med diversitet, ligestilling og inklusion som en forudsætning for at nå vores vision om en verden, der kører udelukkende på grøn energi. En mangfoldig kultur med forskellige perspektiver er simpelthen nødvendig for at udvikle bæredygtige løsninger, der fungerer på tværs af lande og regioner og ikke kun for én gruppe af mennesker. Vi ser en stærk sammenhæng mellem Ørsteds evne til at innovere og en organisation, der reflekterer forskellige perspektiver og tilgange. Derfor er diversitet, ligestilling og inklusion væsentlige for vores forretning.” 

Læs mere om Sustainability Awards.

Om Sustainability Awards
Baggrunden for Sustainability Awards, der blev lanceret i 2021 af Dansk Erhverv og EY, er ønsket om at fremhæve virksomheder, der arbejder strategisk, innovativt og transformativt med bæredygtighed. Derudover er formålet at dele inspiration om de virkningsfulde tiltag, der gør en reel forskel for virksomheder og samfundet.

Sustainability Awards omfatter tre priser: Climate Change Award, Environment Award og Value Chain Award, som danske virksomheder inviteres til at indstille sig til, og som vurderes af en uafhængig jury. Derudover udvælges og uddeles Særprisen for Long Term Value Creation af Dansk Erhverv og EY, og denne pris kan der ikke indstilles til.

Øvrige vindere ved Sustainability Awards 2024

DSB vinder klimapris ved Sustainability Awards 2024

Comwell Hotels, DSB og Nilfisk var finalister til prisen Climate Change Award. Den blev uddelt på baggrund af blandt andet langsigtede tiltag og dokumenterede resultater.

KOMPAN vinder miljøpris ved Sustainability Awards 2024

KOMPAN, Coloplast og Carl Hansen & Søn var finalister til prisen Environment Award. Prisen blev uddelt på baggrund af blandt andet vinderens arbejde med genbrug af materialer.

Vestas vinder ny pris ved Sustainability Awards 2024

Salling Group, Tryg og Vestas var finalister til prisen Value Chain Award. Den blev uddelt på baggrund af blandt andet vinderens arbejde med at mobilisere værdikæden.