Pressemeddelelse
19 mar. 2024 

Fra diagnose og fortvivlelse til rollemodel med succes

Pressekontakt

Talent 100 har fået et nyt EY-medlem. Det er senior manager i FAAS Nanna Dahlgaard, der med en ADHD-diagnose har kæmpet mod bl.a. fordomme.

Beskeden fra lægen, der sad lige over for dengang 15-årige Nanna Dahlgaard og hendes mor ramte hende som et hvislende projektil, der lige siden har taget rodfæste i baghovedets allermørkeste, hvor det ind i mellem prikker og hvisker de samme ord, som dengang faldt: ”Glem alt om at få en akademisk uddannelse – find et alternativ.” I dag har sætningen ingen magt. Allerhøjst bruger Nanna Dahlgaard det som et stolt vidnesbyrd på, at en svær ADHD-diagnose ikke er en endestation, men kan være byggesten til en lys fremtid.

Nanna Dahlgaard, senior manager i EY’s Financial and Accounting Advisory (FAAS) bliver af medarbejdere, kolleger og ledere kaldt et lysende talent. Bedrifterne og resultaterne er mange, og man bliver derfor nødt til at vælge.

Hun har blandt andet opstartet et nyt forretningsområde, Process Excellence, og på mindre end et år formået at ansætte fire specialister og har udviklet såkaldt ’leading practice’ på markedet inden for processer og interne kontroller. Hun har trods sin unge alder allerede udført revisioner for nogle af Danmarks største og mest komplekse børsnoterede virksomheder og har håndteret implementering af processer og kontroller til efterlevelse af amerikanske krav (SOX)i et dansk perspektiv.

Derfor er det ikke overraskende, at hun omtales som en drivkraft i at udvikle sin afdeling og som en kulturbærer og rollemodel.

Og ikke nok med det. Fra hun trådte ind hos EY 1. januar 2023 har Nanna haft et ultraskarpt fokus på at sikre, at teamet omkring og under hende føler sig tilpas i en travl hverdag. I forlængelse af det skal nævnes, at Nanna har etableret og driver et graduate-program for fremtidens talenter. Et program, der får positive tilbagemeldinger fra både graduates og ledere, da det er med til at fremtidssikre ekspertisen hos EY.

At være inkluderende og tage hånd om andres trivsel og udvikling kommer fra et sted dybt inde. Hun er diagnosticeret med svær ADHD og har i sin barndom oplevet både nederlag og at føle sig forkert i de kasser, den lokale folkeskole lidt uden for Viborg ville putte hende ned i – og som slet ikke passede til pigen, der havde uro i kroppen under det kvikke hoved.

At barndommen ikke huskes som en tid med nederlag og følelsen af ikke at være som andre, skyldes også minderne om at være vokset op i familiens omrejsende tivoli, det hedengangne Dahlgård’s Tivoli, hvor hun fra barnsben blev stillet på en omvendt spand, så hun side om side blandt skæve eksistenser, som tivoliet gav en ekstra chance, lavede candyfloss til de glade besøgende. 1 for 15 kroner, det var nemt at regne ud.   

Det var først på handelsskolen, at psyken for alvor pressede på. En mørk periode ventede. Efter nedturen kom diagnosen på fire bogstaver. Og det var hér siddende ved psykiaterens bord, at fremtidsdrømmene om akademisk uddannelse og en lys karriere for en tid fuldstændig smuldrede med de barske ord om at finde alternativer.

Hendes mor trådte i karaktér: ’’Du kan, hvad du vil. Det kan være, du skal arbejde hårdere for det end nogle andre, men det skal ikke stoppe dig!’’

Moderens ord sammenholdt med det at møde en behandler, der selv havde ADHD gav Nanna mod og fik hende til at se mulighederne i stedet for begrænsningerne.

”Du kan, hvad du vil,” sagde han som et ekko af moderens ord.

Nanna ville. Og hun kunne.

Hun tog ansvar. Også når ADHD’en gav benspænd. I stedet for at se begrænsninger begyndte hun at se muligheder og fandt alternativer. Fx fik hun lavet en aftale med lederen af handelsskolen om, at fraværet var mindre vigtigt end resultaterne. En rummelighed, hun stadig ser tilbage på med taknemmelighed.

I dag er hun kundernes yndede samarbejdspartner. Som da hun stod på spanden og solgte candyfloss, er hun i stand til at kommunikere med alt fra bogholder til CEO. Noget, hun selv ser som afgørende, når der skal drives succesfulde forandringer af processer. Kommunikation er med til at skabe forståelse, fremme engagement, reducere usikkerhed og opbygge tillid, hvilket er grundlag for succesfuld og smidig implementering.

Diagnosen bliver aldrig brugt som en undskyldning, når Nanna trækker i arbejdstøjet. Højst som en forklaring på, at Nanna ind i mellem arbejder anderledes, end hvad nogen vil betegne som værende normalt. Det er både en gave og en forbandelse. Hun kan blive så optaget af et projekt, at hendes hyperfokus gør hende mere effektiv på en dag, end mange andre kan nå på en uge. Omvendt kan hun ind i mellem mærke, når den indre uro og tankemyldret bliver for stort, og så er der behov for en timeout.

Her har EY’s fleksible arbejdsmodel været en stor hjælp, lederne forstår hende på hendes præmisser. Hendes høje energiniveau og enorme drive og nysgerrighed anses tilmed som en særlig styrke – ikke en forhindring.

Som leder er Nanna formet af egne erfaringer. Hun stiller krav, men er rummelig som få. Deadlines skal overholdes og kvaliteten være i top, men aldrig på bekostning af trivslen. Hun ansætter hele mennesker og går efter egen mavefornemmelse.

Med åbenheden omkring egen diagnose føler Nanna sig i dag som et helt menneske med krav på en plads i verden, og hun håber, at hun kan være en rollemodel for andre. Nanna er i hvert fald den første til at klappe andre på skulderen og sige: ”Du kan, hvad du vil.”