Smiling businesswoman sitting at table with laptop

Transfer pricing-årshjul – overblik over årets transfer pricing-proces

Relaterede emner

En transfer pricing-proces strækker sig over hele året, og starter allerede i budgetteringsfasen – ikke først ved udarbejdelse af dokumentationen.


Opsummering: 

  • Transfer pricing-processen er dynamisk og kræver opmærksomhed allerede i budgetteringsfasen, men også igennem resten af regnskabsåret.
  • Med afsæt i fastlagte koncerninterne prispolitikker udarbejdes budgettet og koncerninterne aftaler, hvis indhold skal forankres i organisationen.
  • Løbende monitorering, opfølgning og eventuelle justeringer af priser er vigtige for at sikre, at den koncerninterne samhandel foregår på markedsvilkår.


Mange er lige nu i gang, eller skal i gang, med budgetplanlægningen. Det er derfor tid til at tænke den koncerninterne afregning og transfer pricing-politikkerne ind i planlægningen af det kommende regnskabsår. Ved at være på forkant sikrer koncernen som regel en nemmere dokumentationsproces, færre justeringer, og minimerer således transfer pricing-risikoen, når regnskabsåret er omme. Derfor skal overvejelser omkring den koncerninterne prissætning ikke udsættes, indtil transfer pricing-dokumentationen skal udarbejdes og indsendes.
 

I denne artikel beskriver vi transfer pricing-processen over et årshjul og kommer med anbefalinger til, hvordan organisationen på et tidligt stadie og løbende gennem året sikrer, at koncernen lever op til kravet om, at koncernintern samhandel skal foregå på markedsvilkår.

Transfer pricing årshjul
  • Fastlæggelse af transfer pricing-politikken er udgangspunktet for hele transfer pricing-processen. Til brug for udviklingen af prispolitikken er det væsentligt, at koncernen overvejer i hvilket omfang, der er adgang til sammenlignelige data, eller om det eventuelt vil være nødvendigt at anvende databaseanalyser (benchmarks) til at understøtte og fastlægge den interne prissætning. Selve fastlæggelsen af en overordnet prispolitik har ofte et flerårigt perspektiv. Det betyder, at det sjældent er nødvendigt at udarbejde en ny transfer pricing-politik hvert år, medmindre ændringer eller erfaringer fra sidste år nødvendiggør dette. Vi anbefaler dog altid, at koncernen allerede i budgetteringsfasen aktivt forholder sig til, hvilke koncerninterne transaktioner der forventes at være i det følgende regnskabsår, og hvorvidt tidligere års prispolitikker kan bibeholdes, eller om der er behov for justeringer eller nye prispolitikker med henblik på at sikre, at de koncerninterne priser er på markedsvilkår.

  • Implementering af transfer pricing-politik i budgetterne foretages efterfølgende, og de fastlagte prispolitikker indregnes som basis for budgetteringen af det kommende regnskabsår. Det er vores erfaring, at omhyggelig implementering i budgetterne minimerer behovet for at justere for afvigelser i løbet eller ved udgangen af året, og dermed lettes selve dokumentationsprocessen.

  • Koncerninterne aftaler udarbejdes, hvis de ikke allerede er det, og/eller opdateres, hvis der foretages ændringer til prispolitikkerne for de koncerninterne transaktioner. Til trods for, at der ikke er krav om skriftlighed i Danmark, kan der være det i andre lande, og vi ser også en tendens til, at der i højere grad lægges vægt på skriftlighed i forbindelse med fradrag for koncernomkostninger. Skattemyndighederne forventer, at indholdet i koncerninterne aftaler modsvarer, hvad eksterne parter vil aftale, hvorfor de også er centrale for transfer pricing-dokumentationen. Derudover bidrager de internt i organisationen til at skabe klarhed om den konkrete prispolitik. Vi anbefaler derfor, at koncernen overvejer, at der som minimum udarbejdes skriftlige aftaler om prispolitikker for de væsentligste koncerninterne transaktioner.

  • Ansvarsfordeling og forankring i organisationen er væsentlig for at sikre, at de fastlagte prispolitikker følges. Der skal være fokus på implementering, overholdelse, og konsekvenserne ved at afvige fra prispolitikkerne. Til sikring af, at de fastlagte transfer pricing-politikker implementeres i organisationen, anbefaler vi, at der udarbejdes en intern ansvarsfordeling, hvor det fastlægges, hvem der har ansvaret for intern kommunikation omkring politikkerne, løbende monitorering og opfølgning.

  • Monitorering og løbende opfølgning er en vigtig del af den daglige drift. Da driften ikke altid er styret af transfer pricing, kan der være uforudsete markedsudviklinger og afvigelser mellem budgetterede og realiserede værdier. Derfor anbefaler vi monitorering og løbende opfølgning for at sikre overholdelse af politikkerne, herunder eventuel opdatering af prislister, marginer og omkostningsberegninger som følge af ændringer i interne eller eksterne forhold, såsom stigende råvarepriser, ændring i udbud/efterspørgsel m.v. Herved imødekommes større transfer pricing-justeringer ved regnskabsårets afslutning, hvilket visse skattemyndigheder er kritiske overfor, og som yderligere kan give implikationer i forhold til indirekte skatter som fx moms og told.
  • Udarbejdelse af transfer pricing-dokumentationen påbegyndes oftest, når regnskabsåret er afsluttet. Transfer pricing-dokumentationen består i de fleste lande, inklusive Danmark, af en Master fil (fællesdokumentation) for koncernen og en Lokal fil (landespecifik dokumentation) for de enkelte koncernenheder, hvori en række formelle indholdsmæssige krav skal overholdes (vi gør opmærksom på, at der kan være variationer fra land til land). Formålet er at dokumentere og gøre skattemyndighederne i stand til at vurdere, om de koncerninterne transaktioner og tilhørende implementerede prispolitikker er på markedsvilkår.

  • Rettidig indsendelse af transfer pricing-dokumentation er et nyt krav som danskregistrerede koncernselskaber (inkl. PE’er og filialer) skal være opmærksomme på. Transfer pricing-dokumentationen skal indsendes til Skattestyrelsen senest 60 dage efter fristen for indsendelse af oplysningsskemaet. For danske virksomheder med kalenderårsregnskab betyder det, at transfer pricing-dokumentationen for regnskabsåret 2022 skal indsendes senest den 29. august 2023. Igen gælder forskellige regler på tværs af lande, og det er således væsentligt at være opmærksom på, om koncernenheder i andre lande har en tilsvarende deadline for udarbejdelse og/eller indsendelse af transfer pricing-dokumentation.

  • Evaluering og opfølgning af de implementerede koncerninterne prispolitikker er vigtig med henblik på at overveje eventuelle justeringer til politikkerne eller prissætningen allerede i budgetteringen af det følgende regnskabsår. Justeringer kan være nødvendige som følge organisatoriske ændringer i koncernen eller ændringer i samhandlen med interne og/eller eksterne parter.

Transfer pricing er en dynamisk proces, og der er behov for grundig forberedelse samt løbende monitorering og om nødvendigt justering for at sikre, at priser og vilkår for koncerninterne transaktioner modsvarer, hvad uafhængige parter ville have aftalt.
 

Har du brug for sparring eller rådgivning om løbende implementering, strukturering af jeres transfer pricing set-up eller dertil relaterede emner, såsom udformning af koncerninterne aftaler, korrekt udfyldning af oplysningsskemaet vedrørende transfer pricing eller country by country reporting (CBCR-indberetning), er du velkommen til at kontakte en af vores erfarne transfer pricing-konsulenter.

 

 

        Check your need for transfer pricing

           documention in Denmark

                 



Sammendrag

Transfer pricing-processen forbindes oftest med udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation ved regnskabsårets afslutning, men egentlig bør transfer pricing tildeles opmærksomhed igennem hele regnskabsperioden. Allerede i budgetteringsfasen evalueres og indarbejdes de fastlagte prispolitikker i budgetterne, og væsentlige koncerninterne aftaler udarbejdes eller genbesøges. Ved fokus på orientering og ansvarsfordeling forankres prispolitikkerne i organisationen, hvorefter priserne løbende monitoreres, og i tilfælde af ændringer i interne eller eksterne forhold, justeres. Den løbende opfølgning minimerer behovet for større transfer pricing-justeringer ved årsafslutningen, og den løbende proces letter dokumentationsbyrden. Opfølgningen medvirker i øvrigt til, at prispolitikken løbende evalueres og udgør således et værdifuldt input til den kommende budgettering.

Om denne artikel

Bidragsydere


Relateret artikel