Danske virksomheder har ved indberetning af løn for januar 2024 og fremadrettet pligt til at indberette flere oplysninger end hidtil vedrørende deres medarbejdere med bopæl i udlandet.
Hidtil har det være tilstrækkeligt for virksomhederne at indberette identifikationsoplysninger som fx navn, adresse, fødselsdato og køn for deres udenlandske medarbejdere. Men fremover udvides pligten til også at omfatte medarbejderens udenlandske skatteidentifikationsnummer (TIN-nummer) samt en landekode for det pågældende land.
Indberetningen af det udenlandske TIN-nummer ændrer ikke ved, at der derudover fortsat skal ske indberetning af et eventuelt dansk CPR-nummer eller kildeskattenummer.
De udvidede identifikationsoplysninger skyldes et EU-initiativ for at harmonisere og forbedre skatteinddrivelsen på tværs af landene.
Ændringen betyder, at danske virksomheder fremover skal anmode sine medarbejdere med bopæl i udlandet om at oplyse deres udenlandske TIN-nummer, så dette kan komme med i virksomhedens indberetning til eIndkomst.
Hvis det ikke er muligt at fremskaffe det udenlandske TIN-nummer, kan dette undlades ved indberetningen. De øvrige identifikationsoplysninger (navn, adresse mv.) skal dog fortsat indberettes.
Læs mere om de nye indberetningskrav.