QI-aftale med IRS (Internal Revenue Service)
For at skatten på udbytterne fra USA kan reduceres fra 30 % til 15 % ved kilden dvs. inden de kommer til udbetaling til udbyttemodtageren, skal den depotførende bank have indgået en aftale med de amerikanske skattemyndigheder, eller, have indgået en aftale med en anden bank, der har indgået en sådan aftale. Aftalen hedder en ”Qualified Intermediary Agreement” (QI-aftale).
Med QI-aftalen bliver den depotførende bank de amerikanske skattemyndigheders forlængede arm, da de bl.a. forpligter sig til at administrere udbytteskat fra amerikanske aktier og herved særligt forpligter sig til at sikre, at udbyttemodtagere, der har amerikanske værdipapirer på deres depot i banken, er berettiget til overenskomstfordele.
En bank uden en QI-aftale bliver betegnet som ”Non-Qualified Intermediary” (NQI) og bliver af de amerikanske skattemyndigheder betragtet som et finansielt institut, hvor der som udgangspunkt skal indeholdes 30% da kunderne ikke er dokumenteret til overenskomstfordele.
Dokumentationskrav
QI-aftalen definerer krav til den dokumentation, der kan lægges til grund ved vurderingen af, om en udbyttemodtager (bankens kunde) har ret til overenskomstfordele. Dokumentationen vil afhænge af, hvilken type kunde (skattesubjekt) udbyttemodtageren er.
Skattesubjekter: person, juridisk person eller mellemmand.
- Fysiske personer med skattemæssigt hjemsted i Danmark er tilstrækkeligt dokumenteret med den almindeligere KYC (”Know Your Customer”) dokumentation, som bankerne i forvejen er forpligtede til at indsamle på alle sine kunder.
- Juridiske personer med skattemæssigt hjemsted i Danmark er underlagt skærpede dokumentationskrav, som danske banker med en QI-aftale kan opfylde med en såkaldt Overenskomsterklæring eller med den amerikanske IRS blanket W-8BEN-E. Det essentielle, der følger af begge dokumenter, er de juridiske personers certificering af, at de 1) er den retmæssige ejer af udbytterne og 2) kan møde en af bestemmelserne i DBO’ens artikel 22, ”Begrænsning af overenskomstfordele”.
- Mellemmænd, der er skattemæssigt transparente skal aflevere den amerikanske IRS blanket W-8IMY, en ”Withholding Statement” og, hvis de ikke selv har en QI-aftale: dokumentation på alle de underliggende retmæssige ejere, der i sidste ende modtager udbytterne.
Det er derfor vigtigt, at alle i hele kæden er dokumenteret korrekt, så der ikke sker unødig dobbeltbeskatning eller uberettiget tildeling af overenskomstfordele.
Det er den QI, der er tættest på den udbyttemodtager, der er den retmæssige ejer af udbytterne, der har ansvaret for, at 1) udbyttemodtageren er den retmæssige ejer og 2) er berettiget til overenskomstfordele.
Der skal lægges dokumentation til grund for alle overenskomstfordele
Den depotførende bank i Danmark skal direkte, eller indirekte, have sine kundedepoter tilknyttet depoter i en bank med adgang til det amerikanske Central Securities Depository (CSD). For at sikre korrekt beskatning af kunderne skal der afleveres fyldestgørende dokumentation opad i depotbank-kæden. Den korrekte dokumentation for en QI udgør den amerikanske blanket W-8IMY og et Withholding Statement, hvormed den depotførende bank instruerer i, hvilken kildeskattesats, der skal anvendes på de forskellige kundedepoter, og de forskellige typer af indkomster.
Banken er desuden forpligtet til at rapportere til IRS hvert år i marts, men kan med QI-aftalen rapportere de fleste udbytter i puljer uden at oplyse identiteten på udbyttemodtageren.
Hvert tredje år skal banken have foretaget en gennemgang af et udtræk af sin dokumentation og vurdering af sit QI-complianceprogram – dette kaldes et periodic review. Resultatet heraf skal indsendes til de amerikanske skattemyndigheder, hvor det danner grundlag for IRS’ kontrol af, om QI forpligtelserne overholdes.
Alle depotbanker med QI status skal desuden inden 31. marts 2023 søge om at få QI-aftalen fornyet.
Kontakt
EY kan være behjælpelig med rådgivning om hvilke processer der ligger i at være en QI og periodic review til banker, der er, eller gerne vil være, Qualified Intermediary, eller som skal have fornyet sin aftale, ligesom vi kan hjælpe kunder med korrekt udfyldelse af W-8 dokumentationen m.v.
- Inge Heinrichsen, tlf. 2529 3761
- Charlotte Mathiasen, tlf. 2529 6505