Robot der høster i drivhus

Pas på med udlån af midler fra virksomhedsordningen

Relaterede emner

Det er ikke muligt at udlåne midler fra virksomhedsordningen, medmindre helt særlige betingelser er opfyldt.


Opsummering:

  • Udlån, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen skal hæves via hæverækkefølgen.
  • Det er uden betydning, hvornår lånet er opstået, lånet skal altid hæves ud af virksomhedsordningen også selvom det er opstået uden for genoptagelsesfristen.
  • I så fald skal lånet hæves i det ældste år inden for genoptagelsesfristen.

Personer, der anvender virksomhedsordningen, skal medtage 100% erhvervsmæssige aktiver i virksomhedsordningen. Dette er typisk maskiner, bankindeståender, goodwill, varelager mv. Aktiver, der ikke anvendes 100% erhvervsmæssigt eller ikke anses alene at vedr. erhvervsvirksomheden (bortset fra aktiver omfattet af VSL § 1, stk. 3), kan derfor ikke indgå i virksomhedsordningen.

I forbindelse med afståelse af aktiviteter i virksomhedsordningen eller i situationer med stor overskudslikviditet, kan det dog være tillokkende at foretage udlån fra virksomhedsordningen – og spørgsmålet er så, om et udlån kan indgå i virksomhedsordningen?

Den altovervejende hovedregel er, at disse udlån ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Dette er illustreret i to nye domme på området.

SKM2023.128.BR

I SKM2023.128.BR havde en person, der anvendte virksomhedsordningen foretaget udlån til en leverandør. I forbindelse med oprettelsen af lånet blev der oprettet et lånedokument, hvori der blev aftalt rente, opsigelighedsbetingelser og indfrielsesvilkår.

Sagen blev forelagt skatteankenævnet, der kom frem til at klageren ikke drev udlånsvirksomhed samt at samhandlen med leverandøren var ophørt, kort tid efter lånet blev givet. I byretten blev der fremlagt fakturaer for efterfølgende samhandel.

Byretten kommer i dommen frem til, at udlånet ikke kunne indgå i virksomhedsordningen. Dette med udgangspunkt i partnernes samhandel, lånets betydning for låntagerens fortsatte drift samt muligheden for renteindtægt af udlånet. Lånet skulle derfor hæves ud fra virksomhedsordningen.

Østre Landsrets dom af 17. marts 2023 

En person havde over en årrække overdraget sin landbrugsvirksomhed til sine børn. I den forbindelse blev der udstedt sælgerpantebrev (udlån fra virksomhedsordningen). Lånet blev aftalt at være rente- og afdragsfrit og på anfordringsvilkår. Der var ingen sikkerheder i forbindelse med udlånene.

Denne finansiering blev af skattemyndighederne anset for ikke at kunne indgå i virksomhedsordningen.

I dommen blev to centrale spørgsmål i forhold til udlånene fra virksomhedsordningen derfor behandlet.

1) Hvorvidt udlånene kunne indgå i virksomhedsordningen.

Østre Landsret kommer i den forbindelse frem til, at udlånene ikke kan indgå i virksomhedsordningen fordi, at udlånene ikke er på markedsmæssige vilkår samtidig med, at de ifølge Østre Landsret er anset for etableret i privat interesse.

2) Hvorvidt der kan ske hævning af udlånene, selvom genoptagelsesfristen er overskredet.

Østre Landsret kommer i dommen frem til, at det er uden betydning, hvornår udlånene er opstået, herunder at de er opstået uden for den ordinære genoptagelsesfrist.

Med dommen fra Østre Landsret er derfor åbnet op for, at udlån, der eksempelvis er etableret i 2010 og som fortsat indgår i virksomhedsordningen, skal tvangshæves i virksomhedsordningen i det ældste år inden for genoptagelsesfristen.

Hvornår kan udlån så indgå i virksomhedsordningen?

Hovedreglen er at udlån ikke kan indgå i virksomhedsordningen – det er i den forbindelse uden betydning, hvorvidt det er udlån til tredjemand, børn, eget selskab mv.

I visse situationer, kan udlån dog indgå i virksomhedsordningen.

Disse helt særlige situationer er:

  1. Sælgerfinansiering når visse helt særlige betingelser er opfyldt.
  2. Udlån i relation til ejendomsavancebeskatningslovens § 6D.
  3. Udlån til andre virksomheder under skatteyderens egen virksomhedsordning.

Betingelser for, hvornår sælgerfinansiering kan indgå i virksomhedsordningen

Almindelige udlån kan ikke indgå i virksomhedsordningen. Sælgerfinansiering, i forbindelse med salg af typisk fast ejendom eller virksomhed, kan dog indgå i virksomhedsordningen, såfremt at det er normalt, at der ydes sælgerfinansiering. Herunder skal følgende betingelser være opfyldt:

  • Størrelsen på sælgerfinansieringen skal være normal i forhold til den øvrige berigtigelse.
  • Vilkårene i låneaftalen skal være på markedsvilkår, herunder i forhold til rente, afdrag, sikkerhed, kurs mv.

Det er vores anbefaling, at der anmodes om bindende svar i disse situationer.

Sælgerfinansiering i relation til ejendomsavancebeskatningslovens § 6D

Det er jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6D muligt at periodisere en del af avancen, såfremt reglerne i EBL § 6D finder anvendelse. I den forbindelse er det muligt at lade sælgerfinansieringen jf. EBL § 6D indgå i virksomhedsordningen.

Udlån til andre virksomheder under virksomhedsordningen

Det er muligt at udlåne midler mellem den selvstændiges virksomheder internt i skatteyderens egen virksomhedsordning. Dette kunne fx være situationen, hvor en landmand også har en udlejningsejendom. Her er det muligt at overføre midler mellem de to virksomheder, uden at det udgør hævning eller indskud i virksomhedsordningen.

Udlån internt i virksomhedsordningen er også muligt i relation til personer, der er deltagere i et partnerselskab. I den forbindelse bør man dog være opmærksom på SKM2023.59.SR.

Hævning af udlån

Udlån, der er opstået i virksomhedsordningen, skal hæves ud via hæverækkefølgen i det ældste år inden for genoptagelsesfristen. Dette er i skrivende stund indkomståret 2019.

Udlånet skal udtages ultimo indkomståret (2019) og til værdien på dette tidspunkt.

Hævningen af udlån sker via hæverækkefølgen, hvilke kan medføre beskatning af opsparet overskud og medføre, at indskudskontoen bliver negativ, hvorefter der ikke er mulighed for opsparing i virksomhedsordningen.

Kontakt: Jan Carstensen, tlf. 2529 6439

Sammendrag

Det er ikke muligt at foretage udlån fra virksomhedsordningen. Kun i helt særlige situationer, er det muligt at foretage udlån. Foretages der udlån i forbindelse med salg af en virksomhed eller en ejendom, kan udlånet dog måske indgå i virksomhedsordningen, hvis en række betingelser er opfyldt. Det anbefales altid at indhente bindende svar i disse situationer, da praksis er meget restriktiv.

Om denne artikel