Photo of Wind turbines

ESG er en naturlig del af forsikringsselskabernes forretning


ESG er blevet et centralt begreb for virksomheder, men implementering har nogle risici.


Opsummering: 

  • Forsikringsprodukter kan gøres mere bæredygtige ved at tilskynde til reparation af skadede genstande eller tilbyde brugte genstande som erstatning.
  • Forsikringsselskaber bør skabe en rapporteringsarkitektur for bæredygtige parametre, samt være opmærksomme på ny regulering for ESG-rapportering.
  • Forsikringsselskaber bør være opmærksomme på den uenighed, som findes mellem data vendors ESG-ratings. Aggregering af ESG-ratings kan anbefales til investeringsbeslutninger. 

Environmental, Social and Governance (ESG) har opnået stor opmærksomhed, fordi det muliggør en kvantitativ måling af bæredygtighed, som ikke tidligere har eksisteret. ESG bruges til at måle en virksomheds bæredygtighed ud fra en bred forståelse, for eksempel dækker E over drivhusgasudledning og luftforurening, S dækker medarbejdertrivsel og diversitet, og G dækker forebyggelse af korruption. Ud fra præstationen i de nævnte parametre får virksomheder en ESG-rating, som indikerer den overordnede bæredygtighedsperformance. Denne rating er baseret på offentlig tilgængelige data såsom årsrapporter og medieomtale. En ESG-rating fokuserer ikke på virksomheden alene, men også på hele dens forsyningskæde. For at opnå en gunstig ESG-rating må virksomheder derfor være bæredygtige i hele værdigkæden. En ESG-rating bliver foretaget uafhængigt af eksterne virksomheder, ofte betegnet som ’data vendors’.

Hvad betyder ESG for forsikringsselskaber?

Forsikringsselskabers primære funktion er at udbyde forsikringsydelser, dernæst er en nøglefunktion at agere formueforvaltere. Desuden er flere store forsikringsselskaber også børsnoterede aktieselskaber, som eksterne parter kan investere i. Hver af disse tre områder relaterer sig til ESG og bæredygtighed på forskellige måder, hvilket vil blive udfoldet herunder.

Forsikringsudbyder

Forsikringsselskaber har muligheden for at gøre selve forsikringsydelsen mere bæredygtig på et operationelt niveau. ved at tilbyde brugte eller outletprodukter som erstatning for mistede genstande. Ydermere, kan kunder tilskyndes at reparere skadede genstande fremfor at erstatte med nye. Dette vil adressere E’et i ESG ved at udnytte information om produktion og distribution af de produkter, der indgår i erstatningssager. For at adressere et socialt aspekt af ESG, kan man desuden forestille sig, at øget intern diversitet og kompetenceudvikling blandt medarbejdere i forsikringsvirksomheden vil afspejle en forbedret kundeoplevelse og medarbejdertilfredshed.

Formueforvalter

Forsikringsselskaber spiller en stor rolle i det finansielle marked som store formueforvaltere. Som formueforvaltere har forsikringsselskaber typisk en strategi om at lave langsigtede risikojusterede investeringer. Formueforvaltere med denne strategi kan med fordel medtage ESG i investeringsbeslutninger, eftersom virksomheder med god ESG-performance antages at være gode risikojusterede investeringer. På et mere overordnet plan er bæredygtige initiativer forenelige med forsikringsselskabers forretningsmodel, da den er direkte påvirket af klimakrisens konsekvenser, herunder ekstremt vejr og hyppigere oversvømmelser. I forhold til bæredygtighed, tales der både om mitigation og adaption. Mitigation handler om at ændre omstændighederne, som forsager klimakrisen, for eksempel udledning af drivhusgasser. Adaption handler om at lindre effekten af de risici, som klimakrisen medfører, for eksempel kystbeskyttelse. Når oversvømmelser sker oftere, betyder det også, at forsikringsselskaber oftere må udbetale erstatning for skader. Altså, har forsikringsselskaber naturlige incitamenter i investeringer der på den lange bane mitigerer, eller forebygger, konsekvenserne af klimaforandringer.

Aktieselskab

Store forsikringsselskaber, som Tryg og Topdanmark, er børsnoterede aktieselskaber, hvis rapporterede bæredygtighedsinitiativer bliver evalueret af data vendors og omsat til publicerede ESG-ratings. Disse ESG-ratings anvendes af bæredygtighedsinteresserede investorer i inverstingsbeslutninger, eftersom virksomheder med god ESG-performance antages at være gode risikojusterede investeringer. Dette vil muliggøre en kvantificering af bæredygtighed i form af ESG, som vil kunne forenes med økonomisk vækst og dermed forsøge at forene økonomiske og bæredygtige incitamenter. Forsikringsselskabets forbedrede bæredygtighedsinitiativer vil derfor først påvirke medarbejdere og kunder, og senere afspejle sig i en gunstig ESG-rating, hvorefter aktien bliver mere attraktiv for ESG-interesserede investorer.

Udfordringen med operationalisering af ESG for forsikringsselskaber

Ved første øjekast virker ESG som en optimal vej til en mere transparant og bæredygtig finanssektor. Dog står operationalisering og implementering af ESG over for udfordringer både for data vendors, forsikringsselskaber, klienter og kunder.

Data vendors er centrale for ESG, eftersom de udarbejder og udgiver ESG-ratings af virksomheder. I 2021 fandtes der over 600 forskellige ESG vendors, hvor de mest kendte inkluderer Sustainalytics, S&P Global, Refinitiv, og MSCI. Som udgangspunkt burde en ESG-rating være objektiv, men videnskabelige studier viser, at data vendors i høj grad er uenige om ESG-ratings. For eksempel kan den samme virksomhed få en vidt forskellig vurdering på samme ESG-indsatser. Årsagen til data vendors uenighed skyldes manglende standarder, som leder til forskellige måle-og vurderingsmetoder. For virksomheder betyder det, at der er uklarhed om hvordan deres ESG-indsatser bliver vurderet og hvilke områder, de skal udvikle. Det kan få virksomheder til at miste lysten til at fokusere på ESG. For investorer betyder det at ESG ikke er en gennemskuelig måde at vurdere virksomheders bæredygtighed og ESG bliver et mere usikkert grundlag for investeringsbeslutninger.

Anvendelse af ESG

Hvordan skal forsikringsselskaber håndtere disse problemstillinger?

Der findes desværre – ifølge os – ingen nem løsning på problemstillingen. Det er vores vurdering, at selskaberne på kort sigt er nødsaget til at få det bedste ud tilgængelig ESG-data indtil der er etableret en (tilnærmet) standard for udarbejdelsen af ESG-rating. I mellemtiden har vi følgende anbefaling:

  1. Indsnævre antallet af ESG-ratings med afsæt i egne udvælgelseskriterier.
    Forsikringsselskaber kan med fordel udvælge nogle data vendors, som de har tillid til. Som belyst, findes der et væld af data vendors, og forsikringsselskaber kan til en start lægge deres fokus hos de bredest anerkendte som  Sustainalytics, S&P Global, Refinitiv, og MSCI.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                    
    • Som del af udvælgelsesprocessen er det vigtigt at undersøge, hvilke metoder data vendors anvender til at producere ESG-ratings. For eksempel kan vurderingsperioden, datagrundlaget og kategorisering være vidt forskellig fra data vendor til data vendor.
    • Efter undersøgelsen af data vendor’s metoder, kan forsikringsselskaber gå videre med de, hvis metoder findes fornuftige.

                                                                                                                                  
  2. Eliminer bias ved at aggregere ESG-ratings. Forskning på ESG-området foreslår, at man med fordel kan aggregere flere ESG-ratings for at få et vægtet gennemsnit af data vendors vurderinger og derved mindske bias samt udligne uenighed blandt data vendors. Denne udvikling er allerede undervejs, for eksempel har finansgiganter som Danske Bank udviklet egne ESG-ratings baseret på andre data vendors.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                         
    • Et godt udgangspunkt for forsikringsselskaber er at overveje en aggregering af 3-10 data vendor’s ESG-ratings.
    • Vælger man flere end 10 forskellige ESG-ratings, må man forvente at nærme sig et mætningspunkt, hvor den marginale værdi af yderligere aggregering mindskes. Den akkurate vurdering er nærmere fundet ved detaljerede og robuste rapporteringsmekanismer, snarere end vægtede gennemsnit på tværs. På kort sigt kan det give mening at benytte sig at aggregerede ESG ratings, men på lang sigt bør mere detaljerede rapporteringsstandarder gøre den individuelle rating mere robust                                                                                                                                                          
  3. Opmærksomhed på regulering og rapporteringskrav. Forsikringsselskaber være opmærksomme på ny regulering og hvordan denne påvirker data – og rapporteringskrav. Forsikringsselskaber kan med fordel bruge ny regulering som inspiration til at opsætning af dataarkitektur til regulering.                                                                                                                                                                                        
    • Et eksempel på ny regulering er EU’s CSRD, der sætter krav til rapportering af påvirkning på E og S området samt EU-taksonomien, der har til hensigt at mindske “green washing”. Regulering som denne kan vejlede virksomheder i meningsfuld og værdiskabende data arkitekturer, ved at sætte standarder for rapportering.
    • I kølvandet på at en detaljeret standard for operationalisering fortsat udstår, har forsikringsselskaber en stor opgave i at opsætte interne datastrukturer der relaterer sig til meningsfulde rapporteringer på bæredygtighed. Det enkelte forsikringsselskab bør fokusere på at skabe en intern rapportering på bæredygtighed som først og fremmest kan handles på og skabe værdi for virksomheden selv. Klargøring og omstillingen til et agilt datadrevet set-up vil bære frugt på den lange bane, når flere og mere detaljerede rapporteringer påkræves.

Kontakt:
Ammad Butt, tlf. 2529 6623
Oliver Eskling-hansen, tlf. 2529 6356
Laura Elgaard Gissel, tlf. 2529 6022


Sammendrag

Flere forsikringsselskaber ønsker at implementere og operationalisere ESG. Dette udfordres dog af den uenighed, som findes bland de ESG-ratings, der udgives af data vendors. Som svar til denne problemstilling anbefales det at forsikringsselskaber sætter sig ind i forskellige data vendors metoder, og fokuserer på dem, hvis metoder findes at være fornuftige. Ydermere anbefales det at forsikringsselskaber aggregerer ESG-rating fra flere data vendors sammen for at opnå et vejet gennemsnit. Slutteligt anbefales det at forsikringsselskaber er opmærksomme på ny regulering på ESG-rapporteringsområdet for at sikre compliance.