Billede af en ingeniør med et affaldsforbrændingsanlæg i baggrunden

Affaldsenergi-anlæg konkurrenceudsættes med nyt lovforslag

Relaterede emner

Den nye regulering af affaldsenergi-anlæg medfører at kommunerne skal sende forbrændingsegnet affald i udbud senest 1. juli 2025 og der skal ske selskabsgørelse af anlæggene senest 1. januar 2025

Energistyrelsen har den 15. februar sendt lovforslag om ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald i høring. Lovforslaget forventes at træde i kraft 1. juli 2023. Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

  • Konkurrenceudsættelse fra 1. juli 2025
  • Krav om selskabsgørelse til A/S eller ApS fra 1. januar 2025
  • Overgang til skattepligt
  • Import af affald forbydes ikke
  • Lån og garantier skal være på markedsmæssige vilkår
  • Nyt VE-prisloft introduceres på varmeprisen fra affaldsenergi-anlæg
  • Pulje introduceres til strandede omkostninger
  • Konsekvensen af ny CO2e-afgift skal analyseres på affaldsområdet – skal der indføres en ny afgift ved energi-udnyttelse af affald?

Vi har uddybet dette i det følgende.

Forbrændingsegnet affald skal sendes i udbud

Kommunerne skal senest 1. juli 2025 have udbudt kommunens forbrændingsegnet affald. Anvisningsretten for det forbrændingsegnede erhvervsaffald ophæves og virksomheder vil således ikke længere være forpligtet til at anvende kommunens anvisningsordning for erhvervsaffald.

Ideen bag lovforslaget er at konkurrenceudsættelsen vil medføre en mere effektiv affaldsenergissektor, hvor ineffektive anlæg vil blive udkonkurreret. Dermed forventer regeringen at affaldsenergi-kapaciteten i Danmark på sigt blive reduceret og CO2 udledningerne vil samtidig blive reduceret.

Import af affald fortsat mulig

Det har været overvejet hvordan import af affald skulle håndteres i den nye lovgivning. Lovudkastet forbyder ikke import af affald til energiudnyttelse. Mængden vil være styret af om det er rentabelt for de enkelte anlæg at importere affald til energiudnyttelse – bl.a. henset til at der alt andet lige vil være større transportomkostninger forbundet med import af affald end fx ved energiudnyttelse af dansk affald.

Selskabsgørelse

Affaldsenergi-anlæggene skal selskabsgøres i enten A/S eller ApS form senest 1. januar 2025. Kommuner skal fortsat have aktiemajoriteten. Herved bliver anlæggene underlagt selskabsloven, som medfører nogle andre juridiske rammer end for de anlæg som for nuværende er organiseret som § 60 virksomheder. Anlæggene bliver samtidig skattepligtige.

Resultatdannelse i selskaberne

Affalds-energi-aktiviteter og elproduktionsaktiviteter vil skulle agere på kommercielle vilkår og derfor kunne optjene overskud mens varmeproduktionsaktiviteter fortsat vil være underlagt hvile i sig selv princippet.

Garanti på lån

Med lovforslaget lægges op til at kommuner fortsat kan stille garanti for affaldsenergis-anlæg efter selskabsgørelsen. Garantien skal være markedskonform.

Takster

Det må antages at konkurrenceudsættelse alt andet lige øger risikoen for at der vil blive overvæltet omkostninger til aktiviteter der ikke er konkurrenceudkast – eksempelvis varmeproduktionsaktiviteten i affalds-energi-anlæggene. Dette forsøges bl.a. imødegået ved at der parallelt med udbudsmodellen lægges op til at implementere et VE-prisloft, som erstatter det nuværende affaldsvarmeprisloft. VE-prisloftet skal sikre mere tidssvarende regulering og baseres på alternative VE-teknologier.

Der indføres tilsyn

Det økonomiske tilsyn med affaldsenergi-sektoren vil blive varetaget af Forsyningstilsynet.

Pulje til strandede omkostninger

Hvis et affaldsenergi-anlæg lukker som følge af den påtænkte konkurrenceudsættelse kan kommuner som har garanteret for anlæggets lån komme til at hæfte for en eventuel restgæld. Der er afsat en pulje på i alt 200 mio. kr. til dette formål. Puljen kan dække op til 70 % af tabet. Der er åbnet for at puljen kan blive forøget hvis den viser sig ikke at være tilstrækkelig.

Afgifter

I juni 2022 aftalte en bred kreds af partier i Folketinget, at der skal indføres en ny CO2e-afgift i Danmark. Det er hensigten, at dette skal medføre en (delvis) omlægning af eksisterende energiafgifter til CO2-afgift. Den nærmere udmøntning heraf i affaldsenergi-sektoren er fortsat uafklaret. Regeringen ønsker imidlertid nu at igangsætte et arbejde, hvor det analyseres om der er behov for yderligere nye afgifter på energiudnyttelse af affald i Danmark med henblik på at medvirke til en reduktion af kapaciteten.

Afslutning

EY har stor erfaring med de økonomiske aspekter som ovenstående må forventes at give anledning til, herunder selskabsgørelse, nye processer i en koncernstruktur, skatteoptimering, langtidsbudgetter, økonomisk optimering m.v.

Sammendrag

Den nye regulering af affaldsenergi-anlæg medfører at kommunerne skal sende forbrændingsegnet affald i udbud senest 1. juli 2025 og der skal ske selskabsgørelse af anlæggene senest 1. januar 2025.

Om denne artikel

Forfattere