Som følge af de oplysningskrav, der eksisterer i ESRS S1, skal virksomheden bl.a. oplyse om de politikker, den har på plads for at håndtere væsentlige påvirkning på medarbejdere. Der kan her være tale om fx politikker for sundhed og sikkerhed, arbejdsmiljø, chikane m.m.
Virksomheden skal derudover også beskrive, hvilke kanaler der er på plads for, at medarbejdere kan udtrykke deres bekymringer, og hvordan virksomheden griber ind for at håndtere disse bekymringer, fx gennem en whistleblowerordning, klagemekanismer, medarbejderrepræsentanter m.m.
Når det handler om de kvantitative oplysningskrav, skal virksomheden fx rapportere om den procentvise fordeling af ansatte, der er omfattet af kollektive overenskomster, fordeling af ansatte efter aldersgrupper, køn og nationalitet, procentdelen af ansatte med handicap, lønforskel mellem kvindelige og mandlige ansatte m.m.
Meget data findes allerede i virksomheden
Selvom ESRS S1 kan virke som en omfattende standard at rapportere efter, vil mange virksomheder allerede ligge inde med mange af de oplysninger og politikker, der skal bruges i rapporteringen.
En del data og oplysningskrav vil være tilgængelig via virksomhedens HR-systemer – hvor der måske skal arbejdes lidt mere for at få styr på rapportering vedr. andre punkter såsom træning, work-life-balance mm. På den måde kan man sige, at ESRS S1 standarden både rummer oplysningskrav, der hentes fra mere modne datakilder, som virksomheder igennem mange år har givet interne og eksterne interessenter indblik i – og ligeledes oplysninger, der skal skabes nye processer og procedurer for at kunne give indblik i.
Kom godt i gang med at rapportere på ESRS S1
Herunder har vi samlet tre gode råd til at komme i gang med at rapportere på ESRS S1:
- Vurdér hvilke af oplysningskravene i ESRS S1, der er væsentlige for virksomheden. Uanset om man søger at leve op til CSRD-kravene eller blot ønsker at styrke positionen som en mere attraktiv kunde og samarbejdspartner, udgør ESRS S1 et godt grundlag for at kunne rapportere for virksomhedens arbejde med at sikre gode forhold for medarbejdere.
- Kortlæg hvilken data, der allerede kan trækkes fra det interne HR-system: Mange af de kvantitative datapunkter handler om medarbejderes karakteristika, såsom alder, køn, nationalitet og andel der er omfattet af overenskomster. Denne information kan ofte udredes fra eksisterende systemer. Med tiden kan HR-systemet tilpasses, så det rummer de samme oplysninger, der efterspørges i ESRS-standarden.
- Gennemgå eksisterende personalepolitikker og find ud af, hvilke politikker virksomheden har på plads for at håndtere påvirkninger, risici og muligheder for egne medarbejdere. Sæt gang i udarbejdelsen af politikker, der mangler jf. ESRS S1 oplysningskravene.
EY står klar til at hjælpe din virksomhed i gang
I EY står vi klar til at hjælpe jeres virksomhed i gang med at forstå og implementere de gældende ESRS-standarder. Vi har udviklet en række praktiske og simple rapporteringsværktøjer, der kan hjælpe dig godt i gang med at indsamle, strukturere og rapportere på de mest væsentlige bæredygtighedsemner jf. de kommende CSRD-krav – herunder ESRS S1.