Alle bestyrelser i erhvervsdrivende fonde skal, i henhold til årsregnskabslovens § 77 a, udarbejde og offentliggøre en redegørelse for, hvordan de forholder sig til hver enkelt af anbefalingerne for god fondsledelse, udarbejdet af Komitéen for god Fondsledelse. Redegørelsen skal placeres i ledelsesberetningen eller som alternativ offentliggøres på fondens hjemmeside. Læs mere om redegørelsen for god fondsledelse og rapporteringskravene hertil i publikationen Indsigt i årsregnskabslovens afsnit 44.7 Særlige krav til ledelsesberetningen.
Komitéen for god Fondsledelse har senest i 2020 offentliggjort de gældende 17 anbefalinger for god fondsledelse, der kan findes på hjemmesiden godfondsledelse.dk/anbefalinger. Formålet med Anbefalingerne for god Fondsledelse er at bidrage til, at ledelsen varetager fondens formål og interesser og forvalter fonden i overensstemmelse med god skik for ledelse af erhvervsdrivende fonde.
Den 23. september 2024 sendte Komitéen for god fondsledelse et udkast til justerede anbefalinger for god fondsledelse i høring. Justeringerne indeholder to nye anbefalinger og præciseringer til nogle af de eksisterende anbefalinger og til kommentarer til anbefalingerne.
Vi gennemgår de nye og væsentligste justeringer til selve anbefalingerne nedenfor.
Bestyrelsens overordnede opgaver og ansvar
Præcisering til anbefaling 2.1.2
"2.1.2 Det anbefales, at bestyrelsen løbende forholder sig til, om fondens forvaltning af dens samlede kapital modsvarer fondens formål og behov på kort og lang sigt."
Det er i anbefalingen præciseret, at bestyrelsen løbende forholder sig til, om fondens forvaltning af dens samlede kapital modsvarer fondens formål og behov på kort og lang sigt.
Formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen
Præcisering til anbefaling 2.2.2
"2.2.2 Det anbefales, at hvis bestyrelsen, fordi der er særligt behov derfor, anmoder bestyrelsesformanden eller andre medlemmer af bestyrelsen om at udføre særlige opgaver for fonden ud over formands- eller bestyrelseshvervet, bør der foreligge en bestyrelsesbeslutning herom, der sikrer, at bestyrelsen bevarer den uafhængige overordnede ledelse og kontrolfunktion. Et eventuelt vederlag herfor bør ligeledes fremgå af bestyrelsesbeslutningen. Der bør sikres en forsvarlig arbejdsdeling mellem formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen og en eventuel direktion."
Det er i anbefalingen præciseret, at der bør foreligge en bestyrelsesbeslutning, når bestyrelsen anmoder "andre medlemmer af bestyrelsen", og ikke som tidligere udelukkende bestyrelsesformanden, om at udføre særlige opgaver for fonden ud over bestyrelseserhvervet. Beslutningen bør indeholde bestemmelser om de særlige forholdsregler, der samtidig er vedtaget til sikring af rolle- og ansvarsdelingen i bestyrelsen, samtidig med at bestyrelsen skal være opmærksom på eventuelle inhabilitetsproblematikker.
Derudover er det præciseret, at der ligeledes bør fremgå eventuelle vederlag for opgaven i selve bestyrelsesbeslutningen.
Ny anbefaling 2.2.3
"2.2.3 Det anbefales, at der i årsregnskabet oplyses om de eventuelle transaktioner, som fonden har indgået med interesseforbundne parter, som er virksomheder, hvor et medlem af fondens ledelse, disses ægtefæller eller faste samlevere, slægtninge i op- og nedstigende linje, søskende eller andre særligt nære personer aktivt deltager i driften af, deltager i ledelsen af, eller hver for sig eller tilsammen har betydelig indflydelse over. Oplysningerne bør omfatte arten af forholdet mellem fonden og den interesseforbundne part, arten af transaktionen samt transaktionens beløbsmæssige størrelse."
Den nye anbefaling skal ses som et supplement til årsregnskabslovens regler om transaktioner med nærtstående parter i § 69, stk. 3. Begrebet "nærtstående parter" i IAS 24 Oplysning om nærtstående parter omfatter en udtømmende definition af nærtstående parter, som kan findes her. Anbefalingen går videre end definitionen i IAS 24 og anbefaler også at omfatte "interesseforbundne parter". Anbefalingens definition af "interesseforbundne parter" udgøres af virksomheder med personmæssig relation til fonden.
Den personkreds, der kan skabe den interesseforbundne relation udgøres af:
- Fondens ledelsesmedlemmer selv
- Ægtefæller til fondens ledelsesmedlemmer
- Faste samlevere til fondens ledelsesmedlemmer
- Slægtninge i op- og nedstigende linje til fondens ledelsesmedlemmer
- Søskende til fondens ledelsesmedlemmer
- Andre særligt nære personer til fondens ledelsesmedlemmer.
For at ovenstående personer kan skabe en forbindelse mellem fonden og virksomheden, skal personen opfylde et af følgende krav:
- Aktivt deltage i driften af virksomheden (fx ansatte og partnere)
- Deltage i ledelsen af virksomheden
- Hver for sig eller tilsammen have betydelig indflydelse over virksomheden.
Opfylder virksomheden definitionen af "interesseforbundet part", anbefales det, at der gives oplysninger tilsvarende dem for de nærtstående parter, der opfylder definitionen i IAS 24, dvs. oplysning af arten af forholdet mellem fonden og virksomheden, samt arten af transaktionen og dens beløbsmæssige størrelse. Oplysningerne bør gives, uanset om de vurderes at være på markedsmæssige vilkår eller ej. Oplysningerne er underlagt årsregnskabslovens almindelige væsentlighedskriterie.
Har der ingen transaktioner været med de interesseforbundne parter, bør dette oplyses. Oplysninger bør gives sammen med oplysningerne om transaktioner med nærtstående parter, jf. årsregnskabslovens § 69, stk. 3.
Bestyrelsens sammensætning og organisering
Ny anbefaling 2.3.6
"2.3.6 Det anbefales, at bestyrelsen vælger fondens formand og eventuelle næstformand for 1 år ad gangen, og at valget sker på fondens årsregnskabsmøde. Genvalg kan finde sted."
Kommentarerne til den nye anbefaling uddyber, at bestyrelsens årlige stillingtagen til formands- og næstformandsposten bør ske, for at bestyrelsen aktivt vurderer, hvem der bedst muligt kan varetage hvervene for de to bestyrelsesposter.
Uafhængighed
Præcisering til anbefaling 2.4.1
"2.4.1 Det anbefales, at mindst en tredjedel af bestyrelsens medlemmer (eksklusive eventuelle medarbejdervalgte medlemmer) er uafhængige."
Det er præciseret, at mindst en tredjedel (tidligere "en passende del") af bestyrelsesmedlemmer anbefales at være uafhængige. Tidligere indeholdt anbefalingen et niveau for mindste antal af uafhængige medlemmer i bestyrelser med 1-4 medlemmer, 5-8 medlemmer og 9-11 medlemmer og så fremdeles. Det betyder, at der i flere bestyrelsessammensætninger nu anbefales at være flere uafhængige medlemmer i bestyrelsen end tidligere.
Derudover er der tilføjet yderligere præciseringer til den ikke-udtømmende liste over eksempler for, hvornår et bestyrelsesmedlem ikke anses for at være uafhængig. Præciseringerne udgør, foruden de nuværende eksempler:
"Bestyrelsesmedlemmet er, eller inden for de seneste tre år har været, medlem af bestyrelsen eller direktionen eller ledende medarbejder i en væsentlig dattervirksomhed eller i en associeret virksomhed til fonden, medmindre dattervirksomheden er et helejet egentligt holdingselskab, jf. anbefaling 2.3.5."
Tidligere omfattede eksemplet udelukkende de bestyrelsesmedlemmer i fonden, der samtidig var bestyrelsesmedlemmer i en væsentlig dattervirksomhed eller associeret virksomhed til fonden. Den omfattede dermed ikke hverken tidligere medlemmer inden for de seneste 3 år, direktionsmedlemmer eller ledende medarbejdere i de pågældende virksomheder. Samtidig afgrænsede anbefalingen ikke, hvis der var tale om et helejet egentligt holdingselskab.
"Bestyrelsesmedlemmet er, eller inden for de seneste tre år har været, ansat eller partner hos fondens eller fondens dattervirksomheds eksterne revisor."
Eksemplet er udbygget, så det ikke blot omfatter tidligere ansættelse/partnerskab hos fondens egne eksterne revisor, men også at omfatte "fondens eller dattervirksomhedens eksterne revisorer".
"Bestyrelsesmedlemmet er stifter eller væsentlig gavegiver eller bidragsyder."
Eksemplet omfatter efter justeringen nu også "bidragsydere", samtidig med at kravet om, at fondens formål til at yde støtte til de nævnte eller dem, der står disse særligt nær, er tilføjet som et særskilt eksempel.
"Bestyrelsesmedlemmet er ledelsesmedlem i en organisation, en anden fond eller lignende, der bevilger eller gentagne gange inden for de seneste fem år har bevilget væsentlige donationer til fonden."
Det nye eksempel præciserer, at man som ledelsesmedlem i en organisation, anden fond eller lignende, foruden sin bestyrelsespost i fonden, nu hverken kan modtage væsentlige donationer fra fonden (særskilt eksempel) eller bevillige væsentlige donationer til fonden.
Evaluering
Præcisering til anbefaling 2.6.1
"2.6.1 Det anbefales, at bestyrelsen fastlægger en evalueringsprocedure, hvor bestyrelsens, formandens og de individuelle medlemmers bidrag og resultater årligt evalueres, og at resultatet drøftes i bestyrelsen. Karakteren og omfanget af evalueringsproceduren afhænger af fondens konkrete forhold og kan variere fra år til år."
Det er i anbefalingen tilføjet, at "karakteren og omfanget af evalueringsproceduren afhænger af fondens konkrete forhold og kan variere fra år til år", samtidig med at der er tilføjet kommentarer til anbefalingen. Kommentarerne nævner bl.a., at evalueringsprocessen er vigtig for at sikre kontinuerlig forbedring i bestyrelsesarbejdet.
Præcisering til anbefaling 2.6.2
"2.6.2 Det anbefales, at bestyrelsen én gang årligt evaluerer en eventuel direktions og/eller administrators arbejde og resultater efter forud fastsatte klare kriterier, og at formanden gennemgår denne med den/de pågældende."
Det er præciseret, at formanden anbefales at gennemgå den årlige evaluering sammen med de pågældende.
Bestyrelsens og en eventuel direktions vederlag
Præcisering til anbefaling 3.1.1
"3.1.1 Det anbefales, at et eventuelt vederlag til fondens bestyrelsesmedlemmer er fast og ikke variabelt. Medlemmer af en eventuel direktion bør endvidere aflønnes med et fast vederlag, eventuelt kombineret med bonus, der ikke bør være afhængig af regnskabsmæssige resultater."
Det er yderligere præciseret, at der kun anbefales faste vederlag og ikke variable vederlag til fondens bestyrelsesmedlemmer. Dette uddybes yderligere i kommentarerne, hvor det anbefales, at der ikke tildeles bonus, pension eller andre incitamentsordninger, fratrædelsesgodtgørelser, gratialer eller lignende til enkelte medlemmer af fondens bestyrelse.
Præcisering til anbefaling 3.1.2
"3.1.2 Det anbefales, at der i årsregnskabet oplyses om, hvad medlemmerne af bestyrelsen og en eventuel direktion hver især modtager i samlet vederlag (specificeret på de enkelte poster) fra den erhvervsdrivende fond og fra fondens dattervirksomheder og associerede virksomheder. Herudover bør der oplyses om eventuelle andre vederlag, som medlemmerne af bestyrelsen og en eventuel direktion hver især modtager for udførelse af andet arbejde eller opgaver for fonden, fondens dattervirksomheder eller associerede virksomheder, bortset fra medarbejderrepræsentanters vederlag som ansatte."
Præciseringen omfatter en tydeliggørelse af, at det er de enkelte medlemmer af bestyrelsen og direktionens samlede vederlag "hver især", der skal oplyses. Samtidig er det præciseret, at det samlede vederlag skal specificeres på de enkelte poster.
I kommentarerne er det yderligere præciseret, at oplysningen ikke alene kan gives i ledelsesberetningen, men bør gives i årsregnskabet, da revisors revisionserklæring ikke omfatter ledelsesberetningen. Modtager en elle flere medlemmer ikke vederlag, bør dette oplyses i årsregnskabet.
Status og forventet ikrafttrædelsesdato
Komitéen for god Fondsledelse forventer at offentliggøre de nye justerede anbefalinger inden udgangen af december 2024. Det forventes, at bestyrelsen i en erhvervsdrivende fond første gang skal forholde sig til de nye justerede anbefalinger i forbindelse med udarbejdelse af årsrapporten for 2025, dvs. forventeligt med ikrafttrædelse for regnskabsår der begynder den 1. januar 2025 eller senere.
Udkastet til de justerede anbefalinger
Udkastet findes i en korrigeret version og en version med track changes (mark-up), som du sammen med høringsbrevet kan finde her. Heri kan ud over ovenstående findes de justerede kommentarer til de enkelte anbefalinger og de øvrige mindre præciseringer, der er foreslået justeret.