EY refererer til den globale organisation og kan henvise til en eller flere af medlemsfirmaerne i Ernst & Young Global Limited, som hver især er en separat juridisk enhed. Ernst & Young Global Limited, som er et engelsk ‘company limited by guarantee’, yder ikke kunderådgivning.
Sådan kan EY hjælpe
-
Årsregnskabsloven kan i en række situationer være en udfordring at forstå. Her på siden kan du få indsigt i årsregnskabsloven og læse om EY’s erfaringer.
Læs mere
Going concern-forudsætningen er ikke opfyldt
Hvis forudsætningen om going concern bringes så meget i tvivl, at ledelsen anser det som urealistisk, at virksomheden kan fortsætte driften, skal virksomheden aflægge årsregnskabet efter realisationsprincippet, hvor aktiver og forpligtelser måles til de værdier, som de forventes at kunne realiseres til. Det har fx en betydning i forhold til vurderingen af nedskrivningsbehov for anlægsaktiver, varebeholdninger og igangværende arbejder for fremmed regning, ligesom der kan blive tale om at foretage fornødne hensatte forpligtelser til besluttet omstrukturering og til tabsgivende kontrakter. Herudover kan præsentationen og klassifikationen af poster ændre sig, fx hvis visse forpligtelser skal indfries forud for det aftalte forfaldstidspunkt.
Hvis ledelsen enten før eller efter balancedagen, men inden godkendelse af årsrapporten har truffet beslutning om at træde i solvent likvidation, betyder det ligeledes, at going concern-forudsætningen ikke er opfyldt, hvorfor årsregnskabet også i dette tilfælde skal aflægges efter realisationsprincippet.
Når årsregnskabet aflægges efter realisationsprincippet, skal dette beskrives i såvel ledelsesberetningen som i en note til årsregnskabet, fx under afsnittet om anvendt regnskabspraksis.Der er ikke tale om en ændring i anvendt regnskabspraksis, men derimod sker der tilpasning af målingen af aktiver og passiver til realisationsværdier inden for virksomhedens eksisterende regnskabspraksis.
Når der ikke er væsentlig usikkerhed vedrørende going concern
Også for virksomheder, hvor der ikke vurderes at være væsentlig usikkerhed vedrørende going concern, kan det være relevant at oplyse om forventningerne til den fremtidige drift i årsregnskabet og ledelsesberetningen. Det er fx relevant, hvis tallene i årsrapporten signalerer væsentlig usikkerhed om den fremtidige drift, uden at dette er tilfældet. Det kunne eksempelvis være tilfældet for en dattervirksomhed, som har udsigt til væsentlige likviditetsmæssige udfordringer, men som samtidig har modtaget en stærk støtteerklæring fra sin modervirksomhed, som indestår for dattervirksomhedens forpligtelser. Dette forhold kan være relevant at oplyse i årsrapporten, da en regnskabslæser ellers kunne blive efterladt med det indtryk, at virksomheden ikke opfylder going concern-forudsætningen.
Ønsker du mere indsigt?
Hvis du ønsker mere indsigt i den regnskabsmæssige behandling af going concern, kan du læse mere i vores publikation Indsigt i årsregnskabsloven i afsnit 13.5 Begivenheder efter balancedagen i relation til going concern-forhold samt i afsnit 36.1 Going concern, som uddyber den regnskabsmæssige behandling af going concern-udfordringer.