Der er den 7. februar 2024 indgået en ny politisk aftale med det formål at fjerne væsentlige regulatoriske barrierer og dermed styrke rammevilkårene for CO2-fangst i forsyningssektoren. Hensigten med aftalen er at skabe klarhed om reguleringen med henblik på realisering af forsyningssektorens CO2-fangstpotentiale. Aftalen understøtter dermed forsyningssektorens muligheder for at kunne byde ind på de to CCS-udbud, der forventes i henholdsvis 2024 og 2025, samtidig med at rammerne styrkes for, at den ønskede udrulning af CO2-fangst i forsyningssektoren på sigt kan blive markedsbaseret.
Aftalens indhold
Af den indgåede aftale fremgår følgende punkter:
- CO2-fangstaktiviteten kan fremover organiseres i enten særskilte CO2-fangstselskaber eller som en del af den eksisterende kraftvarme-, varmeproduktions- eller elproduktionsvirksomhed. Er der tale om kommunal CO2-fangst, skal aktiviteten lægges i et selskab med begrænset ansvar.
- Det kræves, at CO2-fangst selskabsmæssigt er adskilt fra fjernvarmenettet med henblik på at beskytte varmeforbrugerne mod, at omkostningerne for CO2-fangsten overvæltes på forbrugerne i tilfælde af en eventuel konkurs relateret til CO2-fangsten.
- Der skal laves særskilte regnskaber for varmeproduktionen og øvrige aktiviteter, herunder CO2-fangst i de situationer hvor CO2-fangsten er placeret i samme selskab som (kraft)varmeproduktionen. Omkostninger relateret til CO2-fangsten må ikke overvæltes på varmeforbrugerne, og det er hensigten, at Forsyningstilsynet bliver ansvarlig for tilsyn med, at dette ikke sker.
- Varme fra CO2-fangstanlæg i forsyningssektoren vil være overskudsvarme, og de hermed forbundne indtægter vil blive reguleret på lige fod med overskudsvarme fra industrielle CO2-fangstanlæg.
- Sparede omkostninger til CO2-kvoter og -afgifter vil efter etablering af et CO2-fangstanlæg fortsat kunne opkræves over varmetaksten med henblik på at finansiere CO2-fangst og -lagring. Desuden vil overskydende gratiskvoter som følge af CO2-fangsten endvidere kunne overføres til fangstvirksomheden.
- Kommunerne vil på egne anlæg, uanset størrelsen, kunne bære en risiko i form af dels indskud af egenkapital og dels garanti for lån i CO2-fangstanlægget. Samtidig med dette vil kommunerne i lighed med tidligere forsat kunne stille garanti for støttebod i forbindelse med udbud af CCS-puljer. Endelig vil kommunerne få mulighed for at indskyde egenkapital og stille garanti for investeringer i forskellige installationer med nær tilknytning til CO2-fangsaktiviteten.
- Det vil være et krav, at kommuner alene må bære risici, som kommunalbestyrelsen eksplicit har påtaget sig, og det vil alene være kommunalbestyrelsen, der kan træffe beslutning om at påtage sig en risiko – der vil således blive indført et delegationsforbud.
- Med henblik på at ligestille kommunale anlæg med private/industrisektoren og derved skabe en ny finansieringskilde til CO2-fangst og -lagring får kommuner og kommunale anlæg hjemmel til salg af klimakreditter og salg af CO2 til anvendelse.
- Der vil blive stillet krav om, at et CO2-fangstanlæg indrettes således, at det vil kunne afkobles såfremt elforsyningssikkerheden bliver udfordret.
- Kommuner får hjemmel til, at de kan eje helt lokale rørledninger og installationer i nær tilknytning til disse rørledninger til midlertidig lagring af CO2 under forudsætning af, at der alene vil være tale om et begrænset omfang og herunder, at disse lokale rør ligger i umiddelbar forbindelse med fangstanlægget. Dette tiltag implementeres for at forhindre, at projekter ikke bliver gennemført alene af den årsag, at en tredjepart ikke ønsker at etablere en kortere lokal rør-strækning.
Som det fremgår ovenfor, får kommunerne med aftalen en øget mulighed for at påtage sig risici forbundet med CO2-fangst på kommunalt ejede (kraft)varmeanlæg, og herunder vil det være muligt for kommunerne at indgå i partnerskaber om CO2-fangstprojekter med private selskaber.
Fremtidigt perspektiv
Den offentliggjorte aftale har karakter af en stemmeaftale, hvilket vil sige at aftalepartierne forpligter sig til at stemme for de lovforslag og bevillingsmæssige hjemler, der fremsættes med henblik på at udmønte aftalens indhold.
Det fremgår af aftalen, at den vil blive implementeret igennem ny lovgivning og herunder, at det er hensigten, at de nye regler skal træde i kraft inden det første udbud af den kommende CCS-pulje, således at de enkelte tilbudsgivere kan afgive deres endelige bud under kendte rammevilkår.
Stemmeaftalen kan hentes via dette link: Stemmeaftale februar 2024.