Pressemeddelelse
08 jul. 2024  | København, DK

Sustainability Awards 2024: Juryen får tre nye profiler

Pressekontakter

Relaterede emner
Juryen består af markante profiler, der bidrager med hvert deres unikke perspektiv på bæredygtighed i dansk erhvervsliv. De skal nu vurdere de nominerede virksomheder til årets tre nye priser.

Til september rulles den grønne løber ud, når Dansk Erhverv og EY for fjerde gang afholder Sustainability Awards 2024.

Mange kvalificerede ansøgninger er disse dage ved at blive snævret ind til 21 nominerede virksomheder. De nominerede virksomheder fordeler sig på de tre nye priser Value Chain Award, Environment Award og Climate Change Award. Kategorierne afspejler de udfordringer og forventninger, som virksomhederne møder i øjeblikket.

Når de nominerede virksomheder er fundet, er det op til den uafhængige jury at vurdere og udpege vinderne.

I år er juryen blevet styrket med tre nye medlemmer. Det er Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne, Claus Hemmingsen, bestyrelsesformand for DFDS og Rambøll Gruppen m.fl., samt Jacob Fjalland, innovationsdirektør i WWF.

Sammen med resten af juryen står de over for en spændende udfordring, for mange markante danske virksomheder tager ansvar og har ambitioner på den brede bæredygtighedsagenda. Det fortæller Jan C. Olsen, CEO for EY Danmark:

”Bæredygtighed kan tænkes ind i forretningen på mange forskellige måder. Vi vil se, at de nominerede til årets nye priser i Sustainability Awards er stærke eksempler på virksomheder, der arbejder strategisk, innovativt og transformativt med bæredygtighed. Juryen har en stor opgave foran sig, og jeg ser frem til at høre deres betragtninger.”

Den uafhængige jury for Sustainability Awards 2024 er sammensat af et bredt felt af stærke profiler, der på hver deres måde favner væsentlige aspekter af samfundsansvar, innovation, iværksætteri, globalt udsyn og vækst. De enkelte medlemmer bidrager qua deres baggrunde og erfaring med hvert deres unikke perspektiv på bæredygtighed i dansk erhvervsliv.

De nominerede virksomheder forventes offentliggjort juli 2024.

Juryen for Sustainability Awards består af:

  • Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne
  • Claus Hemmingsen, bestyrelsesformand for DFDS og Rambøll Gruppen m.fl.
  • Jacob Fjalland, innovationsdirektør i WWF
  • Kristian Jensen, adm. direktør, Green Power Denmark, tidligere udenrigs- og finansminister
  • Lars Rasmussen, bestyrelsesformand, Coloplast og Lundbeck, formand for Komitéen for god Selskabsledelse
  • Linda Nielsen, professor i Global Governance, Københavns Universitet
  • Mie Krog, bestyrelsesprofessionel og partner, SelectionF
  • Stine Kirstein Junge, global leder af SDG Accelerator, FNs Udviklingsprogram (UNDP)
  • Torben Möger Pedersen, bestyrelsesformand for CBS, CIP Fonden, Det Udenrigspolitiske Selskab m.fl. og tidl. CEO i PensionDanmark