Successionsmuligheder i solcelle- og vindmølleanlæg

Ny afgørelse fra Højesteret

Højesteret har i en ny afgørelse netop haft lejlighed til at vurdere, hvorvidt sådanne investeringer i solcelle- og vindmølleanlæg skulle karakteriseres som passiv kapitalanbringelse, eller om der var tale om aktiv erhvervsvirksomhed.

Konkret var der tale om et selskab, som havde ejerandele i to skattetransparente partnerselskaber som investerede i solcelle- og vindmølleanlæg. Selskabet ejede 1,42 % af det ene partnerselskab og 2,25 % af det andet partnerselskab.

Skattestyrelsen havde oprindeligt fastslået, at der var Skattestyrelsens opfattelse, at der ved generationsskiftet ikke var mulighed for at anvende successionsreglerne, idet der udelukkende var tale om overdragelse af finansielle aktiver og derfor passiv kapitalanbringelse.

Det var således Skattestyrelsens opfattelse, at solcelle- og vindmølleanlæg skulle sidestilles med en ejendom eller lignende, hvorfor der ikke kunne ske skattemæssig succession. Denne opfattelse støttede Skattestyrelsen på Skatterådets afgørelse gengivet i SKM2018.459.SR. Skatterådet havde betragtet solcelle- og vindmølleanlæg som finansielle anlæg, der kunne sidestilles med en ejendom.

Skatterådets bemærkninger i afgørelsen SKM2018.459.SR må forstås således, at det er Skatterådets opfattelse at solcelle- og vindmølleanlæg generelt må anses for passiv kapitalanbringelse på grund af den manglende involvering i driften heraf. Som følge heraf må successionsadgangen generelt være afskåret ved sådanne aktiver.

Skattestyrelsens afgørelse blev påklaget til Skatteankestyrelsen og indbragt direkte for domstolene med baggrund i Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Sagen blev herefter indbragt for Vestre Landsret som første instans.

Afgørelsen fra Landsretten

Landsretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Det fremgik bl.a. af præmisserne at:

”Selskabet deltager ikke aktivt i driften af solcelleanlæg eller vindmøller, men oppebærer alene et afkast af investeringen. Der er således ikke tale om en reel erhvervsaktivitet for selskabet, men derimod en passiv kapitalanbringelse.”

Landsrettens præmisser er ikke helt så firkantede og generelle som præmisserne i Skattestyrelsens afgørelse, hvor der var henvist til SKM2018.459.SR. Landsretten synes dog fortsat at lægge vægt på den manglende deltagelse i driften af anlægget.

Da det umiddelbart er svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt at deltage aktivt i driften af solcelle- og vindmølleanlægget – medmindre ejeren aktivt bidrager ved vedligeholdelsen af anlæggende, ville en stadfæstelse af Landsretttens præmisser reelt medføre at ikke-heltejede solcelle- og vindmølleanlæg, generelt skal anses som passiv kapitalanbringelse – medmindre den enkelte skatteyder er aktiv ved vedligeholdelsen.

Højesterets begrundelse

Sagen er efterfølgende behandlet i Højesteret i sagen BS-39520/2021-HJR. Højesteret har den 19. januar 2023 truffet afgørelse i sagen. Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets afgørelse og frifandt på ny Skatteministeriet.

Det fremgår dog af Højesterets præmisser i sagen, at Højesteret har en mere nuanceret tilgang til, hvorvidt der kan succederes i solcelle- og vindmølleanlæg. 

Det fremgår af præmisserne, at:

”Det må herefter bero på en konkret vurdering, om investering i andele af vindmøller og solcelleanlæg via partnerselskaber må anses for passiv kapitalanbringelse.”

Højesteret foretager herefter en konkret vurdering af de enkelte investeringer. Dette synes dog ikke at være sket på et fuldt belyst grundlag, idet det fremgår videre af præmisserne, at:

”A har – trods opfordring fra Skatteministeriet – ikke fremlagt oplysninger om de konkrete vindmølle- og solcelleprojekter, aktietegningen eller aftalegrundlaget mellem det overdragne selskab og partnerselskaberne”

Såvel de partnerselskaber som selskabet havde investeret i, som de underliggende solcelle- og vindmølleanlæg var administreret af et professionelt investeringsselskab. Højesteret henviste derfor til investeringsselskabets hjemmeside, hvoraf fremgik at investeringsselskabet var en langsigtet investeringspartner, der gennem projekter tilbyder investeringsprodukter som et solidt alternativ til volatile aktier og lavt forrentede obligationer.

På denne baggrund tiltræder Højesteret at de omtalte investeringer i solcelle- og vindmølleanlæg, som var foretaget gennem det professionelle investeringsselskabs partnerselskaber, skulle anses som passiv kapitalanbringelse, hvorfor der ikke kunne succederes heri.

Perspektiver i Højesterets afgørelse

Såvel Skattestyrelsen – på baggrund af en afgørelse fra Skatterådet, som Vestre Landsret, afviser generelt, at der kan succederes i solcelle- og vindmølleanlæg, idet der ikke ydes en aktiv indsat i driften af disse. Særligt i dette lys er Højesterets præmisser interessante, selvom sagen konkret ikke fik et andet udfald ved Højesteret.

Højesteret tiltræder således ikke Vestre Landsrets præmisser, og afgørelsen fra Højesteret må derfor formentlig kunne læses således, at solcelle- og vindmølleanlæg ikke per definition skal anses for passiv kapitalanbringelse. Dette er også i tråd med ovennævnte sager fra Skatterådet og Landsskatteretten omkring helejede anlæg.

I den konkrete sag angik investeringen en mindre andel, med henholdsvis 1,42 % og 2,25 %. Investeringen blev administreret af et professionelt investeringsselskab og investeringen blev markedsført som et alternativ til aktier og obligationer. Derfor måtte investeringen også sidestilles hermed ved vurderingen af, om investeringen var passiv kapitalanbringelse.

Havde selskabet i stedet ejet en ikke ubetydelig andel af en vindmølle eller et solcelleanlæg, og eventuelt havde en forpligtelse til at varetage vedligehold eller lignende, kan det bestemt ikke udelukkes, at resultatet havde været anderledes, idet der ikke på samme måde havde været tale om et alternativ til aktier og obligationer.