EY refererer til den globale organisation og kan henvise til en eller flere af medlemsfirmaerne i Ernst & Young Global Limited, som hver især er en separat juridisk enhed. Ernst & Young Global Limited, som er et engelsk ‘company limited by guarantee’, yder ikke kunderådgivning.
Relateret artikel
Nye retningslinjer om skadesløsholdelse af ledelsen
Erhvervsstyrelsen er kommet med en vejledende udtalelse omkring selskabers vedtagelse af skadesløsholdelsesordninger overfor ledelsen.
Lempelsesreglerne efter gældende lovgivning
Såfremt flere ledelsesmedlemmer samtidigt er erstatningspligtige for den samme handling, hæfter de solidarisk for erstatningen. Som udgangspunkt er ansvarsbedømmelsen den samme for de enkelte ledelsesmedlemmer, dog kan bedømmelsen være strengere, såfremt der er tale om særligt sagkyndige ledelsesmedlemmer.
Herudover kan der i visse tilfælde være grund til at lempe erstatningsansvaret for enkelte ledelsesmedlemmer ud fra en konkret vurdering af situationen. Erstatningen kan herefter nedsættes under hensyn til ledelsesmedlemmets skyldgrad, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt. Lempelsesreglerne varetager dermed et hensyn til ledelsesmedlemmerne, da der i visse situationer kan være tale om tab, der er for store og uoverskuelige for enkeltpersoner at betale, hvorfor man i tilfælde hvor et ledelsesmedlem har en meget lille skyldgrad, har mulighed for at nedsætte dennes erstatningsansvar.
Decharge
En anden afdækningsmetode er generalforsamlingens vedtagelse af decharge. Decharge kan vedtages på den ordinære generalforsamling med simpelt stemmeflertal i forbindelse med fremlæggelse af årsregnskabet, hvorefter ledelsen ikke kan ifalde erstatningsansvar for forhold, der er oplyst i regnskabet.
Beslutning om decharge har dog begrænset værdi, da generalforsamlingen på trods af beslutningen om ansvarsfrihed, kan anlægge sag mod ledelsen, såfremt der ikke er givet i alt væsentlighed rigtige og fuldstændige oplysninger til generalforsamlingen, inden beslutningen blev truffet. Herudover kan et mindretal af selskabets kapitalejere, som stemte imod decharge, selv anlægge erstatningssag på selskabets vegne mod ledelsen.
Ledelsesansvarsforsikringer
Som afdækningsmetode anvendes tillige ledelsesansvarsforsikringer, som er særdeles velegnet til afdækning af de økonomiske risici ved ledelsesansvaret. Typisk betales forsikringspræmien af selskabet. Ledelsesansvarsforsikringer beskytter altså ledelsen i tilfælde af fejl og forsømmelser i forbindelse med deres hverv.
Det er dog vigtigt at have for øje, at ledelsesansvarsforsikringer ikke kan fungere som en ”sovepude” for ledelsen. I forbindelse med tegning af ledelsesansvarsforsikringer aftales det nemlig normaltvist, at forsætlige eller groft uagtsomme handlinger undtages fra dækningen. Dette betyder, at handlinger eller undladelser, der kan tilegnes ledelsen som forsætlige eller groft uagtsomme, ikke er dækket af forsikringen. Ledelsen hæfter personligt for sådanne krav.
Skadesløsholdelse
Hvor decharge vedrører bagudrettet ansvarsfrihed, findes der ingen regler, der vedrører muligheden for at meddele ansvarsfrihed for fremtiden. Det har derfor været stærkt omdiskuteret, hvorvidt det var muligt at vedtage generelle skadesløsholdelsesordninger for ledelsesmedlemmer. Skadesløsholdelse af ledelsen indebærer et tilsagn fra selskabet til ledelsen om friholdelse for ansvar og hæftelser, som ledelsens medlemmer individuelt eller kollektivt måtte ifalde. Muligheden herfor har været antaget i praksis og er nu bekræftet af Erhvervsstyrelsen i en vejledende udtalelse fra den 13. april 2023.
Erhvervsstyrelsen har i sin vejledende udtalelse vurderet, at det er muligt for selskaber at vedtage generelle skadesløsholdelsesordninger, og at der generelt efter dansk ret ikke er noget til hinder for, at skadesløsholdelse for ledelsen kan besluttes. Beslutningskompetencen ligger som udgangspunkt hos generalforsamlingen, som kan bestemme skadesløsholdelse med simpelt flertal. Erhvervsstyrelsen understreger dog i sin udtalelse, at det efter deres opfattelse ikke er muligt for generalforsamlingen at skadesløsholde ledelsen for forhold, der udspringer af grov uagtsomhed, forsætlige handlinger, illoyalitet, utilbørlige dispositioner eller strafbare forhold, idet det ikke vil være i overensstemmelse med selskabets interesse at friholde ledelsen i sådanne tilfælde.
For mere information om Erhvervsstyrelsen nye retningslinjer om skadesløsholdelse af ledelsen henviser vi til EY’s artikel: Nye retningslinjer om skadesløsholdelse af ledelsen.