Pressemeddelelse
23 maj 2024  | Copenhagen, DK

Ny guide vil hjælpe danske bestyrelser gennem CSRD

Pressekontakter

Center for Strategisk CSRD har udgivet en guide med 10 anbefalinger til danske bestyrelser om EU's krav til bæredygtighedsrapportering.

I lyset af de nye EU-krav til virksomhedernes bæredygtighedsrapportering har Center for Strategisk CSRD udgivet en guide, der med udgangspunkt i 10 konkrete anbefalinger er designet til at støtte danske bestyrelser i at manøvrere i de nye, omfattende regler.

Med EU's Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) er det nu et krav, at virksomhederne ikke kun skal vurderes på deres finansielle bundlinje, men også på deres miljømæssige og sociale påvirkninger.

Den nye lovgivning om CSRD, som for nylig blev vedtaget i Folketinget, udvider bestyrelsernes rolle og ansvar betydeligt.

”De nye rammebetingelser fra EU er en oplagt mulighed for virksomhederne – og herunder ikke mindst bestyrelserne – for at blive konkrete om deres ambitioner på bæredygtighedsområdet, og for at få gjort det klart hvad man som virksomhed gerne vil stå for,” siger Linda Nielsen, forperson for advisory boardet i Center for Strategisk CSRD og juraprofessor på Københavns Universitet.

På den baggrund udgiver Center for Strategisk CSRD – der er stiftet af EY og Axcelfuture – en guide, der skal hjælpe danske bestyrelser med at navigere i de nye krav.

”Den nye guide skal ses som et værktøj til, hvordan bestyrelserne kan gå til arbejdet med de nye rammebetingelser, så de ikke bliver en klods om benet. Lovkravene medfører, at bestyrelsens rolle og opgaver ændrer sig markant. Blandt andet skal bestyrelsen stå til ansvar for og kan blive holdt op på urigtige oplysninger i et bæredygtighedsregnskab. Og så ligger der en stor opgave for bestyrelserne i at gå foran og vise vilje til at arbejde endnu mere strategisk med bæredygtighed," siger Jan C Olsen, CEO for EY Danmark.

10 anbefalinger til bestyrelsen

Bestyrelsesguiden tilbyder 10 konkrete anbefalinger til, hvordan bestyrelserne kan tilpasse sig de nye krav og sikre, at de er korrekt informeret og forberedt på at stå til ansvar for deres rapportering.

Lars Rasmussen, medlem af advisory boardet i Center for Strategisk CSRD og bestyrelsesforperson for blandt andet Lundbeck og Komitéen for god selskabsledelse, understreger vigtigheden af bestyrelsens engagement:

"CSRD er mere end blot ny regulering; det er en game changer, der vil transformere den måde, danske virksomheder opererer på. Bestyrelserne skal nu være proaktive og ansvarlige for virksomhedens bæredygtighedsindsats. CSRD er med andre ord en mulighed for bestyrelsen til at sætte ambitiøse mål for bæredygtighed og at give ledelsen mandat til at prioritere miljømæssige og sociale forhold."

Undgå panik om data

Guidens anbefalinger giver blandt andet inspiration til, hvordan bestyrelserne kobler CSRD til strategien, hvordan interessenterne inddrages i arbejdet, og hvordan virksomhederne undgår at gå i “datapunkts-panik” over de ca. 1100 datapunkter, som standarderne indeholder.

Bestyrelsesguiden er rettet mod alle danske virksomheder, der løbende omfattes af CSRD, og er et værktøj, der kan være med til at forberede bestyrelserne på de nye krav.

Med guiden kan bestyrelserne hente hjælp til at tage de vigtige skridt mod en mere bæredygtig fremtid for deres virksomheder og for samfundet som helhed.

For yderligere information om guiden og hvordan bestyrelserne kan gå til arbejdet med CSRD, besøg strategiskCSRD.dk

Related news