Pressemeddelelse
03 feb. 2023  | København, DK

Familieejede virksomheder vokser hurtigere end den globale økonomi

Pressekontakt

Relaterede emner

Verdens 500 største familieejede virksomheder øgede deres omsætning med 10 % i løbet af den fortsatte globale økonomiske nedgang. 7 af dem er danske.

  • De 500 største familieejede virksomheder genererer 8.020 milliarder dollar i omsætning og beskæftiger 24,5 millioner mennesker på tværs af 47 jurisdiktioner.
  • Næsten halvdelen af ​​virksomhederne er placeret i Europa, 7 af dem er danske.
  • Kun 23 % af virksomhedernes bestyrelsesposter er besat af kvinder.

De 500 største familieejede virksomheder i verden er vigtige for og vokser hurtigere end den globale økonomi. Samlet genererer de 8,02 milliarder USD i omsætning og beskæftiger 24,5 millioner mennesker på verdensplan fordelt på 47 jurisdiktioner, nok til at de samlet ville være den tredjestørste nationale økonomi målt efter omsætning, kun overgået af USA og Kina. Disse og andre fund er offentliggjort i ”2023 EY og University of St.Gallen Family Business Index”, som er en rangliste over de 500 største familieejede virksomheder i verden efter omsætning. Rapporten udgives hvert andet år.

Lang levetid og stabilitet fortsætter med at være kernekomponenter blandt virksomhederne på indekset i 2023, da mere end tre fjerdedele (76 %) har eksisteret i over 50 år, og næsten en tredjedel (31 %) er mere end et århundrede gamle. Dette understøttes yderligere af virksomhedernes bestyrelsesstrukturer, hvor næsten en fjerdedel af alle bestyrelsesposter i disse virksomheder (23 %) er besat af familiemedlemmer og næsten halvdelen (45 %) har familiemedlemmer som administrerende direktører.

Mens de fleste virksomheder i indekset er baseret i Europa (46 %), er USA den førende individuelle jurisdiktion (24 %). Nøjagtigt halvdelen af ​​alle virksomhederne på indekset er placeret i Europa, Mellemøsten, Indien og Afrika (EMEIA), mens det amerikanske kontinent er hjemsted for 34 %, og Asia-Pacific huser 16 % af virksomhederne på indekset. Bidraget fra Asia-Pacific har været stigende siden første udgave af indekset i 2015, hvor tallet var 12 %.

Succesfulde familieejede virksomheder kendetegnes ved at være agile, innovative og purpose-drevne, men de har stadig lang vej at gå med hensyn til kønsdiversitet. Globalt har kun omkring 6 % en kvindelig administrerende direktør, og kvinder bestrider kun 23 % af alle bestyrelsesposterne i indekset. Når det gælder fordelingen af ​​bestyrelsesposter blandt familiemedlemmer, er Europa i spidsen med kvinder, der sidder på 25 % af familieholdte bestyrelsesposter, hvilket er betydeligt højere end det globale gennemsnit på 20 %.

Mikkel Sthyr, Partner i EY og Markedsleder for Assurance i EY Danmark, siger:

"Familieejede virksomheder fortsætter med at vise en imponerende evne til hurtigt at tilpasse sig, også under meget svære markedsvilkår. Selvom vi forventer en potentiel nedgang i den globale økonomiske vækst i det kommende år, vil det langsigtede perspektiv for disse virksomheder, og ønsket om at videreføre en arv, være kritiske faktorer for at opretholde deres modstandsdygtighed og sikre en succesfuld arvefølge. Jeg ser især frem til, hvordan næste generation vil fokusere endnu mere på investering i teknologi og diversitet i deres bestyrelser, mens de opretholder deres betydelige bidrag til den globale økonomi."

Thomas Zellweger, professor fra Center for Family Business ved University of St.Gallen, siger:

"Indeksets samlede sammensætning er stabil, med kun 7 % nye virksomheder i år, hvilket understreger familievirksomhedernes modstandsdygtighed. Det bliver interessant at se, hvordan disse veletablerede virksomheder fortsætter med at tilpasse sig og trives i lyset af sociale, miljømæssige, økonomiske og teknologiske omvæltninger. Den næste generations rolle i at tackle disse udfordringer vil være absolut kritisk."

De syv danske virksomheder på 2023 EY og University of St.Gallen Family Business Index er:

  1. A.P. Møller - Mærsk Group (grundlagt i 1904, 100.000 ansatte).
  2. United Shipping & Trading Company A/S (grundlagt i 1876, 3.920 ansatte).
  3. Danfoss A/S (grundlagt i 1933, 40.043 ansatte).
  4. Lego A/S (grundlagt i 1932, 24.000 ansatte).
  5. Heartland A/S (grundlagt i 2005, 22.377 ansatte).
  6. LLG A/S (grundlagt i 1979, 37.000 ansatte).
  7. Grundfos Holding A/S (grundlagt i 1945, 154 ansatte).