I en tid med økonomisk uro er det danske M&A-marked så robust, at Q3 2022 er på niveau med tiden lige inden COVID-19. Det viser EY’s kvartalsrapport om virksomhedshandler
Efter et rekordår i 2021 og en start på 2022, der har budt på begrænsede fald, har det været usikkert, hvordan det danske marked for virksomhedshandler ville udvikle sig her mod slutningen af 2022. Især set i lyset af geopolitiske spændinger, den europæiske energikrise og generel økonomisk uro.
EY’s kvartalsrapport om det danske M&A-marked, der er lavet på baggrund af tal fra Mergermarket, viser, at aktiviteten i Q3 2022 er faldet med 36,7 % i forhold til samme kvartal i 2021 og faldet med 45,9 % sammenlignet med Q2 2022.
Q3 2022 bød på 100 handler med/af danske virksomheder. Til sammenligning var der 158 handler i samme periode i 2021, 96 handler i Q3 2020 og 74 handler i Q3 2019.
Tech-tendenser fortsætter
Trods et fald sammenlignet med 2021 og Q1 og Q2 2022 afslører tallene også, at markedet nu er på niveau med perioden før COVID-19, da det kvartalsvise gennemsnit i 2018 og 2019 var 104 handler. Det viser et dansk marked, der er normaliseret, fortæller Søren P. Krejler, Head of Strategy and Transactions og Partner, EY:
”Det danske M&A-marked er bremset op sammenlignet med de foregående rekordår. Men at markedet samtidig er på niveau med perioden før COVID-19 er positivt og viser en robusthed. Det er især forårsaget af den fortsatte tendens med et stærkt Tech-marked,” siger han med henvisning til, at der i Q3 2022 var 26 handler inden for TMT-sektoren (teknologi, medier og telekom).
Største handler inden for Life Science
Rapporten viser også, at tre af de fem største handler i Q3 2022 er inden for Life Science-området. Og at 50 % af handlerne var indgående, altså en udenlandsk køber af en dansk virksomhed.
”Udlandets fortsatte interesse for danske virksomheder er meget positivt og illustrerer Danmarks førende position indenfor blandt andet Tech og Life Science. En forudsætning for at fortsætte denne positive trend er blandt andet, at vi sikrer gode incitamenter til at investere i startups, samt at vi fortsat tilbyder gode uddannelser inden for disse vidensbaserede områder,” siger Søren P. Krejler.
EY’s kvartalsrapport om det danske M&A-marked kan downloades her fra siden.