Forhøjet beskæftigelsesfradrag – og særligt beskæftigelsesfradrag
Beskæftigelsesfradrag forhøjes fra 10,65 % til 12,75 %. Det maksimale beskæftigelsesfradrag forhøjes fra DKK 46.300 kr. (2024-niveau) til 58.200 kr. Ændringen indfases i løbet af 2025 og fuldt ud fra 2026. I 2025 udgør beskæftigelsesfradraget således 12,3 %, mens det maksimale fradrag er 53.500 kr.
Det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere forhøjes fra 6,25 % til 11,5 %. Og det maksimale fradrag forhøjes fra 25.300 kr. til 46.500 kr. Denne ændring indføres fuldt ud fra 2025.
Der indføres et nyt ekstra beskæftigelsesfradrag for beskæftigede seniorer med to år eller mindre til folkepensionsalderen. Dette ekstra beskæftigelsesfradrag indfases i perioden fra 2026 til 2030. Fradraget udgør 1,4 % i 2026 og maksimalt 5.600 kr., og efter fuld indfasning i 2030 udgør fradraget 3,9 % - dog maksimalt 15.700 kr.
Alle tre typer af beskæftigelsesfradrag er såkaldte ligningsmæssige fradrag, som har en skatteværdi på ca. 25 %.
Forhøjelse af bundgrænsen i boafgift og afskaffelse af tillægsboafgift for søskende
Når personer afgår ved døden, betales boafgift (arveafgift) til staten af arv over en vis værdi. Der beregnes således kun boafgift af den del af arven, der overstiger et afgiftsfrit beløb (bundgrænse), som i 2024 udgør 333.100 kr.
Dette bundfradrag forhøjes til 360.300 kr. i 2026 og yderligere til 388.200 kr. fra og med 2029.
Derudover afskaffes tillægsboafgiften ved arv til afdødes søskende. Dette betyder, at søskende, som arver, maksimalt vil skulle betale boafgift på 15 % af deres arv efter deres afdøde søster eller bror. Dette er en væsentlig reduktion i forhold til de hidtil gældende regler, hvor søskende skal betale boafgift på 36,25 %.
Afskaffelsen af tillægsboafgift for søskende træder i kraft fra og med 2027.