Mountain bikers in dirt path

Ens regler skal gøre det lettere for Øresundspendlerne

Relaterede emner

Den danske og svenske regering er blevet enige om at revidere Øresundsaftalen. Hensigten er at gøre reglerne mere enkle for både pendlere og arbejdsgivere.

De nye regler, der endnu ikke er forhandlet endelig på plads, forventes at kunne træde i kraft fra 2025. Den påtænkte ændring af Øresundsaftalen vil helt overordnet indebære en forenkling på en række områder, herunder øget fleksibilitet ved anvendelse af ordningen, ligestilling for offentligt- og privatansatte, ændret ret til beskatning af SU m.v. samt afkast på danske pensionsordninger.

Mere fleksibel ordning

Privatansatte pendlere, der har hjemmearbejde, bliver som udgangspunkt beskattet fuldt ud i det land, hvor arbejdet udføres, hvis hjemmearbejde ikke udgør mere end 50 pct. af arbejdstiden målt over en løbende tre måneders periode.

I henhold til den påtænkte ændring skal reglerne for hjemmearbejde gøres mere fleksible således at der fremover måles over en tolv måneders periode i stedet for de nuværende tre måneder. Det vil give arbejdsgiveren og den ansatte bedre mulighed for og fleksibilitet til at tilrettelægge arbejdet.

Offentligt ansatte

Offentligt ansatte pendlere bliver fremover også omfattet af reglerne for beskatning af hjemmearbejde, og reglerne gøres samtidig med fleksible.

Når offentligt ansatte arbejder hjemmefra, skal den del af indkomsten, der stammer fra hjemmearbejdet, efter de nuværende regler altid beskattes i bopælslandet. Pendleren skal derfor sørge for at angive den del af indkomsten, der stammer fra hjemmearbejde, til bopælslandet, ligesom årsopgørelsen til arbejdsgiverlandet skal korrigeres.

Med en revideret Øresundsaftale er det hensigten at ensrette reglerne for offentligt ansatte pendlere med reglerne for privatansatte pendlere. Det vil betyde, at pendlere, der er offentligt ansat i Danmark, men bor i Sverige, som udgangspunkt ikke længere vil kunne splitte lønnen til beskatning mellem henholdsvis Danmark og Sverige. I stedet vil lønnen fremover kun blive beskattet i arbejdsgiverlandet, hvilket alt andet lige vil medføre en højere beskatning af medarbejderen. På den anden side slipper både medarbejder og arbejdsgiver for at skulle indberette til to landes skattemyndigheder.

Beskatning af SU m.m.

 

I dag bliver man beskattet af sin danske SU, hvis man er dansk studerende, der fx læser på CBS og modtager dansk SU, og bor i København. Bor man derimod i Malmø, bliver man hverken beskattet i Danmark eller i Sverige.

 

Derfor arbejdes der med ændringen af Øresundsaftalen for, at Danmark skal have mulighed for at beskatte modtagere af dansk SU, uanset om de bor i Danmark eller Sverige. Det gælder også for kunstnerstøtte og legater. Dermed vil personer der er bosat i Sverige og som modtager disse ydelser fremover vil blive ligestillet med modtagere, der bor i Danmark.

 

Desuden foreslås det, at dansk bosatte studerende, der modtager svensk SU (som er skattefri efter svenske regler), ikke bliver beskattet heraf i Danmark. Dermed bliver også modtagere af den svenske SU fremover behandlet ens, uanset om man bor i Danmark eller Sverige.

 

Afkast på danske pensionsordninger

 

I dag bliver man kun beskattet af afkastet på ens danske pensionsordning, hvis man bor i Danmark. Det betyder konkret, at en pendler, der har arbejde i Danmark og dansk pensionsordning, ikke vil blive beskattet af afkastet, hvis vedkommende bor i Sverige.

 

Med en revideret Øresundsaftale er det hensigten at forenkle og ensrette reglerne, så der ikke længere er forskel på reglerne for dansk beskatning, uanset om man bor i Sverige eller Danmark. Der arbejdes derfor på, at Danmark fremover skal have mulighed for at beskatte svensk bosatte personers afkast af danske pensionsordninger.

 

Det skal understreges, at der endnu ikke foreligger en endelig ændring af Øresundsaftalen, og det er således ikke sikkert, at de påtænkte ændringer bliver vedtaget.

 

De nye regler forventes at træde i kraft fra 2025.

Sammendrag

Fra 2025 forventes det, at mere ensartede og fleksible regler træder i kraft, således at Øresundspendler på både den ene og den anden side af Øresund stilles mere ens. Reglerne skal ud fra et skatteperspektiv gøre det mere fleksibelt at være omfattet af Øresundsaftalen.

Om denne artikel

Forfattere