Woman At Whiteboard Leading Support Group In Community Center

Må fonde og selskaber frit vælge om de bruger formand eller forperson?

Relaterede emner

Flere selskaber og fonde ønsker at benytte kønsneutrale betegnelser i deres vedtægter – men er det lovligt i henhold til gældende lovgivning? 

Der er længe blevet talt om behovet for mere kønsneutrale betegnelser i erhvervslivet, og mange virksomheder er begyndt at tage skridt i denne retning. Eksempelvis ses det, at flere og flere erhvervsdrivende fonde og selskaber ønsker at erstatte betegnelsen "formand" med "forperson" i deres vedtægter.

I selskabslovens kap. 7 og erhvervsfondslovens kap. 7 anvendes betegnelserne ”formand” og ”næstformand” som beskrivelse af roller i bestyrelsen i henholdsvis kapitalselskaber og erhvervsdrivende fonde. Selskabsloven og erhvervsfondsloven anvender således ikke kønsneutrale begreber i dag, hvorfor spørgsmålet er om man lovligt kan anvende sådanne kønsneutrale begreber, sådan som lovgivningen er udformet i dag.

Netop dette spørgsmål har Erhvervsministeriet nu taget stilling, efter at der blev rejst et spørgsmål om, hvorvidt erhvervsdrivende fonde må anvende betegnelsen ”forperson” i sine vedtægter. Spørgsmålet blev stillet til Erhvervsministeren i Folketingets Erhvervsudvalg (ERU Alm. del spørgsmål 164, 2022-23, 2. samling), og endeligt besvaret af Erhvervsministeren den 18. august 2023.

Til brug for besvarelsen indhentede Erhvervsministeriet en udtalelse fra Erhvervsstyrelsen, som udtaler, at vedtægterne for en erhvervsdrivende fond skal anvende betegnelsen "formand" og "næstformand", som de fremgår af erhvervsfondsloven. Efter Erhvervsstyrelsens vurdering, vil det altså kræve en lovændring, hvis det skal være muligt at anvende betegnelsen "forperson".

Erhvervsstyrelsen har endvidere i deres administrative praksis påtalt forhold, hvor en direktør er blevet omtalt som eksempelvis ”daglig leder” eller lignende i vedtægten, hvilket medførte at den erhvervsdrivende fond har skullet opdatere vedtægten til at bruge betegnelsen ”direktør”. Baggrunden herfor er, at sprogbrugen i vedtægten skal svare til den betegnelse man anvender i loven og i CVR-registeret. Det er Erhvervsstyrelsens opfattelse, at denne praksis vil gælde tilsvarende for betegnelserne ”formand” og ”næstformand”.

Erhvervsstyrelsen bemærker afslutningsvis, at deres udtalelse også gælder for kapitalselskaber omfattet af selskabsloven. Anpartsselskaber, aktieselskaber og partnerselskaber er derfor pålagt at anvende betegnelserne ”formand” og ”næstformand” i deres vedtægter under den nuværende udformning af selskabsloven.

På baggrund i Erhvervsstyrelsens udtalelse, udtaler Erhvervsministeren, at erhvervsdrivende fonde og selskaber skal bruge de korrekte betegnelser for ledelsesmedlemmernes funktioner, således som de er angivet i lovene.

Den nuværende lovgivning giver således ikke erhvervsdrivende fonde og selskaber mulighed for, selv at vælge hvilke betegnelser, herunder kønsneutrale betegnelser så som ”forperson”, de vil anvende til deres ledelsesmedlemmer. Erhvervsministeren bemærker, at der er behov for mere inkluderende sprogbrug og vil igangsætte et arbejde i Erhvervsministeriet for at undersøge, hvad der skal til for at gøre det muligt at bruge mere kønsneutrale betegnelser i erhvervslivet, herunder særligt betegnelsen "forperson" i stedet for "formand". 


Sammendrag

Som erhvervsfondsloven og selskabsloven er udformet i dag, kan erhvervsdrivende fonde og selskaber ikke frit vælge om de vil anvende betegnelsen ”formand” eller ”forperson”, idet der alene lovligt kan anvendes de betegnelser, som bruges i lovene samt CVR-registeret. Erhvervslivet efterspørger i større omfang kønsneutral sprogbrug, men dette ønske skal sammenholdes med et krav om klare og utvetydige termer i vedtægterne. Med Erhvervsministeriets intentioner om at arbejde hen imod mere inkluderende sprogbrug i erhvervslivet, kan der være muligheder for at finde løsninger på dette område, og der kan være lovændringer på vej.

Om denne artikel

Forfattere