Nådesløs afsløring
Om it-funktionen – og digitaliseringen i bred forstand – har foretaget transformationen fra den rene omkostningstilgang til at være både cost- og value-driver bliver ret nådesløst afsløret i nedgangstider. Jeg plæderer selvfølgelig ikke for, at CIO skal være komplet afvisende og indifferent over for et voksende og nødvendigt omkostningsfokus. Men det skal gøres meget mere nuanceret end blot at se på udgiftssiden.
Og denne tilgang kan jo starte med at etablere en baseline. Hvor stor er den indbyggede neddrift i it-omkostningerne, når aktiviteten falder? Software-as-a-Service-løsninger og cloud-anvendelse har ofte en forbrugsbestemt forretningsmodel, som skaber denne effekt, og den skal vi naturligvis kende.
Langt de fleste virksomheder sætter naturligt flere projekter i gang i opgangstider end i nedgangstider. Derfor er det oplagt at kigge projektporteføljen igennem, når recessionen buldrer i horisonten. Men her vil jeg argumentere for, at sandsynlige kort- og langsigtede forretningsmæssige effekter skal med i ligningen.
Investér i fremtiden
Man kan for øvrigt sagtens argumentere for øgede it-budgetter i krisetider, hvis man ser på digitaliseringens effekt på den samlede værdiskabelse. Hvad kan automatisering gøre for den samlede effektivisering? Hvad kan teknologier som NLP, AI og analytics betyde for organisationens output? Kan vi spare i andre funktioner gennem teknologiske løsninger?
Og endelig er der jo den – ganske vist kapitalkrævende – vinder-recept, som har vist sig at gælde i mange kriser. Det er nu virksomheden for alvor kan investere i fremtiden på den anden side af krisen, hvor man står med en innoveret forretningsmodel og løber i cirkler rundt om konkurrenterne.
Men det hele starter altså med transparens omkring værdiskabelsen, hvis CIO skal gøre sig håb om at trænge igennem med den Churchill-inspirerede tilgang: Lad aldrig en god krise gå til spilde!
Denne kronik blev bragt første gang i Computerworld den 2. januar 2023.