EY er såkaldt Supporting Partner til Danish Tech Challenge og stiller eksperter gratis til rådighed for de deltagende virksomheder. EY’s rådgivere hjælper bl.a. virksomhederne med forståelse for grundlæggende regnskabsprincipper og regnskabstekniske spørgsmål.
”I forløbet møder vi mange typer virksomheder, der har forskellige behov og forudsætninger. Vi oplever at kunne levere rådgivning, der har en markant betydning i forhold til deres udvikling fra startups til vækstvirksomhed,” siger Jan Huusmann, adm. direktør og Country Managing Partner, EY i Danmark.
Fik sparring på steroider
En af de deltagende startups i 2022-gruppen er virksomheden oasi.care. De søgte hjælp til at få luft under et nyt produkt og en vision: et hjælpemiddel, der kan reducere skader og komplikationer på kvinder i fødsel.
”Hele forløbet har været enormt givende. Man kan se det som en sprint på fuld kraft, hvor 12 mentorer har givet os en indsprøjtning af steroider både i form af generel sparring omkring produktet og helt specifikt omkring forretningsudvikling, og hvordan vi bevæger os ind på B2G-området med vores nye produkt,” fortæller Ditte Marie Fog, der er en af de to grundlæggere af oasi.care.
Rådgivning giver mening hele vejen rundt
Det er ikke kun de nye virksomheder, der får noget ud af deltagelsen i startup-forløbet. Det fortæller Rasmus K. Holm fra EY, der har rådgivet oasi.care og flere af de andre startups:
”At jeg med min hjælp kan bidrage til at styrke danske startups og hjælpe dem godt på vej på den rejse, de ofte kun lige har taget første skridt af, giver rigtig god mening. Ikke kun for EY, men også for mig både personligt og professionelt.”
For oasi.care er næste mål allerede sat. Produktet skal inden for den nærmeste fremtid testes på danske sygehuse. Og i fremtiden håber Ditte Marie Fog og resten af teamet bag oasi.care, at de kan hjælpe kvinder i udviklingslande.
Vinderen af Danish Tech Challenge 2022 blev Droplet IV.